Forord
Denne bog formidler erfaringer om miljøundervisning
til alle klassetrin. Den bygger på MUVIN-projektet, hvori
næsten 100 danske skoler har deltaget. Ca. 250 lærere
har lagt sig i selen for at komme med nye tanker, angrebsvinkler
og praksiserfaringer, så der er blevet fornyelse i miljøundervisningen.
En stor tak til alle disse entusiastiske læreres indsats
og til deres skolers fulde opbakning. En fortegnelse over de
deltagende skoler findes i udgivelsen fra MUVIN-projektet "MUVIN-DK.
Baggrundsinformation til de danske skoler i Miljøundervisning
i Norden 1994-95". Mange praksisnære beskrivelser
findes i "Gå videre med miljøundervisning -
20 eksempler fra MUVIN-projektet".
Lærerne på hver MUVIN-skole har samarbejdet med
en konsulent fra Danmarks Lærerhøjskole, og konsulenterne
har naturligvis også bidraget væsentligt og bør
omtales med tak som indirekte bidragydere til dette materiale.
I MUVIN-forskningen har følgende deltaget foruden forfatteren:
Christian U. Christensen, Hans Dorf, Kristian Hedegaard,
Thomas Karlsen, Bjarne Bruun Jensen, Finn Mogensen, Kirsten Nielsen
og Karsten Schnack.
Forskningen i MUVIN-projektet og MUVIN-projektets grundideer
bygger i vid udstrækning på det arbejde med udvikling
af miljøundervisning, som siden 80´erne er foregået
på Danmarks Lærerhøjskoles Forskningscenter
for Miljø- og Sundhedsundervisning. En stor tak til mine
forskerkolleger for vort tætte samarbejde gennem årene
og for at kunne udnytte alles erfaringer til formidlingen i denne
bog. I øvrigt henvises der til kommende forskningsrapporter.
Også tak for kommentarer til manuskriptet fra Annemarie
Møller Andersen, Sonja Nørby og Tove Sommer. Ansvaret
for formuleringer og synspunkter er dog alene forfatterens.
Der vil i andre udgivelser inden for Undervisningsministeriets
indsatsområder til opfølgning af den nye folkeskolelov
kunne findes mange andre erfaringer, som er relevante for
miljøundervisningens videre udvikling. Dette gælder
blandt andet i "Den lokalt forankrede folkeskole".
Søren Breiting
Forskningscenter for Miljø- og Sundhedsundervisning,
Danmarks Lærerhøjskole
Vigtigt i MUVIN?
"At jeg selv har været
med til at løse problemer og fået en masse viden.
Så ved jeg, hvad jeg og alle andre kan gøre for
at hjælpe miljøet."
(Pige i 8. klasse).
|
Forsiden | Indledning |