[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]




Kundskabssyn og syn på indlæringsmetoder

Hvad er kemisk kundskab eller viden? Er det objektive sandheder, facts? Man kan måske beskrive kundskab som alment accepterede sandheder. Gør man det, er det nærliggende at tro, at disse sandheder kan overføres fra en lærer til en elev. Den pædagogiske konsekvens af dette bliver, at vi kommer til at opfatte eleven som et tomt kar, der skal fyldes med autoriseret viden.

Man kan ofte få det indtryk, at denne karakteristik er dækkende for megen undervisning, idet en stor del af skolepraksis bygger på dette kundskabssyn. Eleverne undervises i at rekonstruere det, de har læst i lærebogen eller hørt læreren forklare. Undervisningen bliver en énvejs lærerformidling med efterfølgende elevoverhøring. Læreren besidder kundskaben og er den, der har ordet og styringen i timen. Det giver autoritet og magt over undervisningen.

Kundskab kan også opfattes ud fra et konstruktivistisk syn som noget, der er afhængigt af den person, som lærer. Kundskab skabes på ny af den enkelte. Da undervisningen væves sammen med personens forhåndsviden og færdigheder, vil kundskaben variere med den, som lærer.

At arbejde med mundtlig fremstilling i kemi har klart størst betydning for den lærer, der kan tilslutte sig det sidst fremsatte kundskabs- og menneskesyn. Hvis man mener, at kundskab skabes af eleven selv gennem arbejde med det faglige stof, får samtalen en helt central rolle.

Man kan lære noget ved at lytte til et foredrag, hvis man reflekterer over det sagte, stiller sig selv spørgsmål og etablerer en kontakt eller dialog mellem det nye og ens tidligere viden. At lytte på denne måde er ikke medfødt, men kan læres af eleverne ved f.eks. at bruge den mundtlige dialog i undervisningen.

Skal vi have held med at lære eleverne kemi, må vi under alle omstændigheder finde ud af, hvordan de tænker, og hvilke forkundskaber og forestillinger de har med sig fra folkeskolen. Som det engang er blevet sagt: " Det at være en god lærer er først og fremmest at gå i lære hos den, man er sat til at belære"[Fodnote 2] eller som Kirkegaard har sagt:

"Hjælperen må ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og derved forstå, at det at hjælpe ikke er det at beherske, men at tjene - at det at hjælpe ikke er at være den herskesyge, men den tålmodigste - at det at hjælpe er indtil videre at finde sig i at have uret og ikke at forstå, hvad den anden forstår." [Fodnote 3]

Med andre ord vi må møde eleverne, hvor de er, og gennem samtalen hjælpe dem med at gøre informationer og fakta til kundskab.

Det kræver imidlertid mod at fralægge sig magten og styringen i en undervisningssituation. Ofte kommer spørgsmål som: Kan vi nu nå pensum? Bliver vigtige begreber ikke misforstået, hvis en elev og ikke læreren gennemgår emnet? Får eleverne nu nok ud af undervisningen? Svaret er: ja, vi kan godt nå pensum, og eleverne får mindst lige så meget ud af denne form for undervisning, især hvis læreren støtter eleverne med at opbygge en intellektuel selvtillid, en tro på, at de ved egen hjælp kan trænge ned i de nye, ukendte teorier. Samtidig skal vi hjælpe dem med de nødvendigste metoder og med tilrettelæggelsen af det arbejde, der skal føre frem til de nye kundskaber.

Man kan indvende, at denne pædagogik kræver topmotiverede elever, der er drevet af en uudslukkelig nysgerrighed. Det er måske ikke den opfattelse, lærerne i almindelighed får af deres elever i kemitimerne. Men ser man eleverne i starten af 1.g, er de meget motiverede, de er indstillede på at yde et stykke arbejde, ser frem til at gå i gymnasiet og til at lære noget nyt. Man kan let kvæle den tillid og interesse, de på det tidspunkt viser os. Vi skal til stadighed være med til at pirre elevernes nysgerrighed, give dem noget at undre sig over samt nogle gode hovsaoplevelser. Vi skal lytte til dem og i højere grad tale med dem - ikke til dem.

Hvis en betragtelig skepsis stadig sidder og gnaver, kan vi minde om, at den stramme lærerstyrede og formidlende undervisning ikke tilnærmelsesvis tilgodeser alle elever. Herom vidner undersøgelser af de helt elementære begreber i kemi på alle niveauer i gymnasiet og på hf.[Fodnote 4]

Mikro-makroniveau

I kemiundervisningen bevæger vi os som lærere frit mellem forskellige niveauer. Når elever selv laver forsøg og ser dannelsen af et farvet bundfald, er det stofferne på makroniveau, de arbejder med og relaterer deres tanker til. Ofte vil vi efterfølgende forklare eller forvente, at de selv forklarer forsøget på det usynlige mikroniveau med brug af ord som molekyler, atomer, ioner og elektroner. Den mundtlige forklaring følges i reglen op med, at eleverne skal kunne skrive reaktionsskemaer, som er en skriftlig repræsentation med kemisk tegnsprog. Man bevæger sig fra det konkrete på enten makro- eller mikroniveau og derefter over til et abstrakt sprogligt udtryk; i alt tre niveauer som vist i eksemplet:

Magnesium i saltsyre

Elevbeskrivelse:
Magnesiumstrimlen kommes ned i saltsyren, og jeg kan se, at metalstykket forsvinder, og at det bruser.


MAKRO-NIVEAU

[Billede: En trekant med spidsen opad]
 

MIKRO-NIVEAU

Lærerforklaring:
Magnesiumatomet afgiver to elektroner, der optages af hydronerne[Fodnote 5], og således dannes hydrogenmolekylet.

 

REPRÆSENTATION


Reaktionsskema:
Mg(s) + 2 H+(aq) -> Mg2+(aq) + H2(g)

Eleverne tænker på makroniveau. Lærerne er vant til at bevæge sig rundt mellem de tre niveauer, ja faktisk at tænke alle tre niveauer samtidigt. Når vi som kemikere taler om hydrogen, kan vi straks ud fra sammenhængen forstå, om der tales om stoffet på makroniveau eller om molekylet på mikroniveau, men kan vore eleverne gøre noget tilsvarende? Ved de altid, hvad vi taler om?

Som lærere må vi stille de samme krav til os selv, som vi stiller til eleverne. Det talte kemisprog skal være præcist. Det er ikke nok at sige hydrogen, som det er gjort herunder.

Tabel 1 Mikro-makro niveauer
Beskrivelse Niveau Repræsentation
Hydrogen er en farveløs gas makro H2(g), mange molekyler
Hydrogen er upolært mikro H2, et molekyle
Hydrogen har tre isotoper mikro H, et atom
Hydrogen har oxidationstallet +I mikro H+, en ion

Eleverne kan ikke umiddelbart høre, hvad der tænkes på, når der siges hydrogen. Vi kan hjælpe dem ved at bruge beskrivende navneord, på makroniveau f.eks. gas. På mikroniveau er det ordene atom, molekyle og ion, der tilføjes.


Forsiden | Forrige Kapitel | Næste kapitel