Sprog og kultur

Det er en almindelig opfattelse i Danmark, at det er normalt at være etsproget. Derfor anses det for givet, at familiens og samfundets sprog er det samme. Dette er imidlertid ikke tilfældet for de fleste lande i verden. Nogle lande har flere officielle sprog som fx Finland og Belgien. Mange børn lever i samfund, hvor det er almindeligt og nødvendigt at kunne mere end ét sprog. Nogle børn vokser op i familier, hvor flere sprog bruges som modersmål.

De(t) sprog, et barn tilegner sig i sit hjem i den tidlige barndom, er dets modersmål. Man kan have mere end et modersmål. Det har mange børn, der vokser op i tosprogede familier, hvor fx moderen har og bruger ét modersmål, mens faderen har og bruger et andet. Denne form for tosprogethed kaldes samtidig (simultan) tosprogethed. Et sådant barn har to modersmål. Hvis barnet starter med at tilegne sig det ene sprog og først senere (efter tre-års alderen) begynder på det andet, taler man om successiv tosprogethed. Her er sprog nummer to ikke et modersmål, men et andetsprog for barnet.

Sker tilegnelsen af et nyt sprog primært via undervisning, taler man om fremmedsprog; børn i Danmark lærer eksempelvis engelsk som fremmedsprog i skolen.

Man siger, at modersmålet hos et halvandet års barn af dansktalende forældre er dansk, selvom barnets sprog i den alder er begrænset. Vi siger, at barnets modersmål er dansk, fordi det er ved at tilegne sig dansk. Tilsvarende er det hensigtsmæssigt at definere børn som tosprogede, når de har behov for og lejlighed til at bruge to eller flere sprog.

Modersmålets betydning for andetsprogstilegnelsen

Udviklingspsykologisk tillægges modersmålstilegnelsen en overordentlig stor betydning. Sproget er i ethvert barns udvikling et redskab til at begribe den verden, der omgiver det, samt et middel til at kommunikere med personerne i denne og er dermed en integreret del af den sammenhæng, hvori barnet udvikler kognitive og sociale færdigheder.

Sprogpsykologisk set kan modersmålet desuden beskrives som den fond af viden, barnet kan trække på i tilegnelsen af andetsproget. Barnets erfaringer er begrebsliggjorte i modersmålets sproglige strukturer, og barnet trækker på sin viden om sproglige kategorier og relationer fra modersmålet. Ligesom førstesprogstilegnelsen foregår andetsprogstilegnelsen blandt andet som hypotesedannelse og afprøvning. At kunne opstille og afprøve sproglige hypoteser kræver brug af sprog i samspil med kompetente sprogbrugere. Det tosprogede barn  har behov for sproglig interaktion med sprogbrugere på begge sprog i meningsfulde sammenhænge.

Sprog som kommunikationsmiddel

Når vi vil kommunikere med andre mennesker, kan vi smile, slå, se imødekommende ud, vende ryggen til osv. Nogle af disse kropssproglige udtryk er alment menneskelige, andre er kulturspecifikke. Disse kommunikationsmidler anvender vi ofte sideløbende med, at vi taler. Frem for alt er det dog sproget, vi anvender, når vi vil meddele os til andre. Vi bruger sproget til at fortælle hinanden noget, spørge, skælde ud, love noget, holde tale, beordre, undskylde, diskutere, planlægge osv. Vi bruger sprogets forskellige virkemidler til det formål, vi aktuelt har, hvilket også betyder, at der er nogle måder at tale på, vi kun bruger i bestemte situationer og over for nogle mennesker.

Det lille barn tilegner sig sproget i kommunikationen med de første vigtige mennesker i livet - sprogtilegnelsen udspringer af den kommunikation, der finder sted mellem det lille barn og dets forældre eller andre nære personer, før barnet selv kan bidrage sprogligt.

Sprog som del af identiteten

Sprog er en del af vores personlighed, vores opfattelse af os selv og vores oplevelse af at tilhøre bestemte grupper som danskere, vendelboer, computerfreaks, pædagoger m.v. Gennem sprog viser vi både over for os selv og over for andre, hvem vi er. Nogle gange kan vi vælge at vise et bestemt gruppetilhørsforhold ved fx at bruge en bestemt jargon på en arbejdsplads, andre gange undgår vi bevidst at markere et tilhørsforhold ved at udelade eller udskifte et bestemt ordvalg eller en bestemt udtale.

Den første sprogtilegnelse er tæt knyttet til nære følelsesmæssige relationer i familien i den tidlige barndom, og vi har almindeligvis en stærk følelsesmæssig tilknytning til vores modersmål hele livet. Når et barn vokser op, lærer det, hvordan verden skal tolkes og forstås, hvad der er rigtigt og forkert, ordentligt og upassende, hvordan man skal opføre sig i forskellige sammenhænge osv.

I denne proces, hvor barnet efterhånden tilegner sig sin families normer og vurderinger, spiller sproget en vigtig rolle. Barnet overtager via sproget sin families kultur.Sprog er således en vigtig del af vores personlige, sociale og nationale identitet.

Sprog som redskab for erkendelsen

Vi bruger sprog, når vi skal løse problemer, huske, bearbejde erfaringer, forstå sammenhænge, danne nye begreber osv. Begreber og deres sproglige udtryk er imidlertid ikke det samme, ligesom mangel på det ene ikke er det samme som mangel på det andet. En dansk turist, som prøver at få hjælp til sin punkterede cykel i Spanien, mangler fx ikke begreberne "hjul", "dæk", "slange", "lap" osv., men blot de sproglige udtryk herfor på spansk.

I den tidlige sprogudvikling er det tydeligt at se, hvordan barnets forståelse for fænomener i omverden følges af dets tilegnelse af de sproglige udtryk herfor. Et lille barn har et større kendskab til sin omverden, end det sprogligt kan give udtryk for. Det kender både personer og genstande, før det har tilegnet sig de sproglige udtryk. Barnet kan godt have begreb om noget, det (endnu) ikke har ord for. På samme måde er et tosproget barns manglende kendskab til fx ordet ko på dansk ikke nødvendigvis udtryk for, at barnet mangler begrebet "ko".

Den tidlige sprogtilegnelse

Den første sprogtilegnelse udspringer som nævnt af barnets kommunikative samvær med forældrene eller andre nære personer i barnets liv. Samværet mellem det lille barn og en voksen eller et større barn er sprogligt set karakteriseret af, at

• den voksne tolker barnets forskellige reaktioner, som om de var sproglige
• den voksne fortæller barnet, hvad forskellige ting hedder
• den voksne gentager barnets tale, når det begynder at sige ord og sætninger.

Mennesker i hele verden snakker med ganske små børn, som endnu ikke selv kan bidrage sprogligt til samtalen. Den voksne tolker og reagerer sprogligt på barnets udtryk, bevægelser og pludren og inddrager herved barnet i kommunikative mønstre, hvorved barnet eksempelvis lærer, at man skiftes til at sige noget, den såkaldte turtagning. Mange spædbørnslege har netop et forløb med faste skift, hvor barnet kan udfylde sin tur med hvad som helst, som den voksne så reagerer sprogligt på.

Ved at den voksne eller et større barn taler om konkrete ting og forhold i omgivelserne, samtidig med at barnet og den voksne sam men ser, hører og rører ved tingene, udvikler barnet en begyndende forståelse af forholdet mellem sprog og omverden: at sprog bruges til at referere til noget i omgivelserne.Herefter udvikles barnets forståelse af relationen mellem begreber og de sproglige udtryk med rivende hast, og barnet begynder selv at producere ord. Barnets første ord benævnes ofte sprogstart, men som det ses, har barnets sprogtilegnelse været i gang længe før, det selv siger noget, der kan opfattes som sprog.

Barnet har i lang tid før denne fase øvet sig i sprogets lyde: pludret og efterlignet lyde i omgivelserne. Alle børn i verden pludrer på samme måde i starten. Senere pludrer de sprogspecifikt, dvs. at de begynder at opbygge lydsystemet i det eller de sprog, de hører i omgivelserne.

Et meget væsentligt aspekt af voksnes og større børns sproglige interaktion med små børn er deres udvidelse af barnets ytringer. Alle, der taler med et lille barn, tolker hyppigt under samtalen barnets ytringer ved at gentage dem i en udvidet form. Derved får barnet tilbagemelding på sine forsøg på udtale, ordvalg, bøjninger, sætningsdannelse m.v. Tilegnelsen af sprogregler foregår således i en sammenhæng, hvor der ofte er tilbagemelding på barnets hypoteseafprøvninger.

Eksempel på ekspansion af småbørnsytring:

Aspekter af den sproglige kompetence

Sprogbrugere følger ubevidst regler, som de én gang har lært. I barnesprog ses dette helt tydeligt, når fx en treårig siger koen spisede; dette barn har tilegnet sig en af reglerne for regelmæssig datidsbøjning på dansk. Senere retter barnet sit sprog til efter de sproglige omgivelser og siger, koen spiste. Sådanne såkaldte "kreative fejl" er sprogudviklingen fuld af. Det kreative er netop udtryk for en aktiv tilegnelsesproces, der viser, at barnet arbejder på livet løs med at bemægtige sig sprog, med at udvikle sin formelle sproglige kompetence.

Sproget er et socialt fænomen. Vi kommunikerer ved hjælp af sprog, og vi gør det på bestemte måder. Disse måder at anvende sproget på i forskellige sociale sammenhænge er der også regler for. Vi taler ikke på samme måde til tandlægen, kollegaen og teenageren. Spørgsmålet Vil du være sød at lukke døren? er en høflig anmodning til kollegaen, men en ordre til teenageren. Når vi er færdige med at se på koen, går vi hen og køber en is er ikke en beskrivelse af et faktisk hændelsesforløb, men et løfte om is. Spørgsmålet Ved du, hvad klokken er? kan ikke besvares med Ja!, med mindre man vil være uhøflig eller morsom. At kunne et sprog indebærer således ikke blot, at vi tilegner os formel kompetence på sproget, vi skal også tilegne os reglerne for anvendelse af sproget i forskellige sociale sammenhænge. Det kaldes for social sproglig kompetence.

Vi bruger vores øvrige viden om verden, når vi kommunikerer med andre. Børns sprog er naturligvis præget af, at deres viden er begrænset i forhold til voksnes. Man kan ikke tale om noget, man ikke har begreb om. Når vi taler om noget, må vi desuden gøre det på en måde, så andre forstår, hvad vi taler om. Kommunikationen fungerer ikke, hvis vi blot siger Han er så dum; han ville ikke give mig den uden at angive, hvem vi taler om, og hvad der er sket. Mindre børn overtræder ofte den slags samtaleregler og kan kun forstås umiddelbart af dem, de taler til, hvis disse ved, hvilke situationer børnene refererer til.

Formel og social sproglig kompetence samt omverdensviden er dele af, hvad alle børn må udvikle for at kunne klare sig sprogligt. Den sproglige kompetence udvikles ved, at børnene til stadighed indgår i forskellige former for sprogligt samvær med voksne og med andre børn. Nye situationer, miljøer og samtalepartnere stiller nye sproglige krav. Børn lærer noget forskelligt af sprogligt samvær med børn og voksne, da de sproglige krav i samvær med andre børn adskiller sig fra kravene i kommunikationen med voksne. I samtale og leg er børn ofte ikke så tålmodige samtalepartnere, som voksne kan være. Hvis barnet vil være med i legen, må det kunne forstå og forklare sig. Til gengæld kan det ofte klare sig på et lavere formelt sprogligt niveau. Barnet lærer mere af de voksne sprogmodeller på de formelle områder, og fra de voksne får det nye sproglige udtryk og ny viden om verden.

Tokulturel og tosproget opvækst

Tokulturelle og tosprogede børn har som alle andre børn brug for omsorg, for tryghed og for udfordringer for at forstå deres omgivelser og selv blive forstået. De har også brug for at blive mødt med anerkendelse på egne og deres families vegne. Manglende anerkendelse fra omverden kan medføre lavt selvværd og skade barnets identitetsmæssige udvikling.

Det særlige ved mange tokulturelle og tosprogede børns situation er, at de i løbet af deres opvækst vil møde flere, til tider vidt forskellige, former for omsorg og krav. I Danmark opfattes fx selvstændighed som noget positivt, og vi stiller allerede i en tidlig alder krav til børn om, at de skal kunne mange ting selv. I andre kulturer kan disse krav opfattes som mangel på omsorg for små børn. Mange minoritetsforældre i Danmark giver udtryk for, at dansk omsorg for småbørn er ringe omsorg, at man ikke tager sig af og hjælper små børn. Der henvises her ikke blot til den udbredte pasning af småbørn uden for hjemmet i Danmark, men også fx til krav om, at børn tidligt skal spise selv, selv tage tøj på m.v.

I det danske samfund anses det for nødvendigt, at børn er meget selvhjulpne, og at de er i stand til selvstændig stillingtagen. Det kræver vi fx af dem i skolen, og vi stiller krav af denne art i en tidlig alder. I flere af de kulturer, som indvandrere og flygtninge kommer fra, er individet forankret i en større enhed, familien eller slægten, og kravene til individerne er her ikke individuel selvstændighed som i dansk kultur, men respekt og ansvarlighed over for familiefællesskabet.

I alle kulturer lærer børn, hvad de skal kunne for at fungere som voksne individer i samfundet. Socialiseringen "passer" i både dansk og fx vietnamesisk kultur generelt til de krav, individerne skal leve op til som voksne henholdsvis i Danmark og Vietnam.

Mange minoritetsforældre i Danmark synes, det er vanskeligt at opretholde deres egne omsorgs- og opdragelsestraditioner her, da omgivelser, socialt netværk generelt, kvindefællesskaber m.v. er forskellige fra det, de kommer fra. Familierne befinder sig i en omstillingsproces, hvor de står over for ændrede holdninger og forventninger i forbindelse med opdragelse af børn.

De må så at sige opfinde nye måder at gøre tingene på. Og det er naturligvis svært, fordi det er basale sider af en kultur, der drejer sig om: socialiseringen, videreførelsen af værdier til næste generation. Minoritetsfamilierne er nødt til at udvikle nye måder at leve på, hvor nogle former for praksis videreføres fra hjemlandets kultur, mens andre forlades til fordel for danske. Hvad børnene angår, står de over for den opgave at skulle tilegne sig flere sprog og at lære at håndtere forskellige kulturelle normsæt i løbet af deres opvækst.

Når børn vokser op i en familie med en kultur, der er forskellig fra det omgivende danske samfunds, bliver selvopfattelsen let sat på prøve. Barnet møder nye signaler, og meget opleves og må tolkes i en ny sammenhæng. Derfor må de voksne, der repræsenterer de forskellige kulturer i forhold til barnet, udvise respekt og interesse for hinanden og støtte barnet i at skabe sammenhæng mellem de to kulturer. Barnet må blandt andet have mulighed for og støtte til at bruge sin sproglige og kulturelle erfaringsbaggrund fra hjemmet i sammenhæng med dansk sprog og kultur.

Tosprogede småbørns særlige behov

Den særlige pædagogiske opgave i forbindelse med tosprogede småbørn består i at udvikle en pædagogik, der giver børnene mulighed for tosproget og tokulturel opvækst.

Det tokulturelle og tosprogede småbarn har behov for støtte til (efter Nauclér m.fl., 1988):

• at udvikle en positiv identitet forankret i et tilhørsforhold til to kulturer
• at udvikle kommunikative færdigheder på både modersmål og dansk
• at erhverve forudsætninger for at få sine begreber forankret i begge sprog og kulturer.

Det første punkt omhandler personlighedsmæssige og identitetsmæssige aspekter: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til? Mulighed for at spejle sig i omgivelserne, være nogen, opbygge selvværd.

Det andet punkt omhandler sociale aspekter: Om at kunne kommunikere på to sprog, om sociale, herunder sproglige, omgangsformer mellem børn og voksne.

Det tredje punkt omhandler kognitive aspekter: Udvikling af forståelse for for hold i omverden, såvel den fysiske som den sociale; tilegnelse af begreber, såvel konkrete som abstrakte på begge sprog.

Pædagogiske tilbud til tokulturelle og tosprogede børn bør, i lighed med tilbuddene til danske børn, sigte på at støtte og bidrage til børnenes udvikling generelt. En god udvikling indebærer, at tosprogede børn udvikler tokulturel identitet og tosproget kompetence.

Tosprogede småbørns sprogudvikling

Små tosprogede børn tilegner sig sprog gennem kommunikation ligesom små etsprogede børn. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at tosprogede minoritetsbørn i mindre grad får sprogligt input og gør færre erfaringer med sprog i forskellige sammenhænge på hvert af deres sprog end etsprogede flertalsbørn. Modersmålet kan ikke bruges uden for minoritetsgruppen, og andetsproget anvendes i begrænset omfang inden for familiens rammer. Tosprogede børn står over for den opgave, at de i løbet af deres opvækst skal tilegne sig flere sprog. Såvel faglitteraturen som erfaringer fra børn i tosprogede familier viser, at dette kan lade sig gøre; men det kræver en særlig indsats, også fra de voksnes side.

Forældrene må vide, at der stilles store krav til deres børn, og at det eksempelvis tager tid at tilegne sig to sprog, samt at de på forskellig vis kan hjælpe deres børn. På det sproglige område kan de for det første bevidst støtte og styrke børnenes modersmål ved simpelthen at bruge modersmålet meget og i forskellige sammenhænge sammen med børnene. For det andet kan forældrene sørge for, at børnene starter andetsprogstilegnelsen før skolestart ved fx at lade dem gå i børnehave.

Større børn og voksne, der begynder tilegnelsen af et nyt sprog, kan have stor nytte af formel undervisning. Derimod tilegner mindre børn sig sprog på baggrund af konkrete oplevelser og erfaringer. Børn lærer sprog af hinanden, og de lærer sprog af voksne.

Før skolealderen stimuleres barnets sproglige udvikling af nysgerrighed og lyst til at udforske verden, ligesom sociale færdigheder og erfaringer med at omgås andre er forudsætninger for de færdigheder, barnet senere skal i gang med at udvikle. Og nysgerrighed over for verden og menneskene i den trives og udvikles bedst i omgivelser, der er både trygge og udfordrende for barnet. Man kan ikke bare lære børn under skolealderen sprog, - alle de andre aspekter af udviklingen skal med, ellers finder sprogtilegnelse ikke sted. Denne udviklingsproces er naturligvis også gældende for tosprogede børn, hvilket er vigtigt at huske, når pædagogiske tilbud for tosprogede småbørn diskuteres og planlægges.

Særtræk ved tosprogede småbørns sprog

For simultant tosprogede småbørn findes der af og til i en kort periode en særlig form for sprogblanding, som skyldes, at det lille barn endnu ikke har adskilt sprogene som to forskellige koder. Denne udviklingsfase er kort, og fænomenet har mest interesse for sprogforskere, og naturligvis for eventuelt bekymrede forældre, hvis de ikke ved, at barnet selv lærer at skille sprogene ad.

Flersprogede mennesker skifter naturligt mellem sprog. De kan skifte midt i en samtale, hvilket kan virke ejendommeligt på etsprogede, der ikke er vant til at omgås flersprogede. Der er blot tale om et sprogligt virkemiddel, som flersprogede børn og voksne i modsætning til etsprogede har adgang til at benytte i kommunikationen, ofte på ganske raffineret vis. Skift mellem forskellige sproglige koder sker ikke tilfældigt, men følger regler for sprogvalg i forskellige situationer.

I begyndelsen af tilegnelsen af et nyt sprog forekommer det ofte, at sprogene påvirker hinanden - fx siger små tyrkiske børn i starten af dansktilegnelsen ofte han om hunkønsvæsener: min mor, han kommer om lidt, hvilket formodentlig skyldes, at man ikke angiver køn i tyrkiske stedord. Efter et stykke tid retter børnene deres sprog til efter påvirkning fra de sproglige omgivelser og siger så hun. Dette er et almindeligt sprogtilegnelsesfænomen, som de fleste af os kender fra vores egne begynderfejl på fx engelsk: vi taler engelsk med dansk ordstilling, som vi så efterhånden får ændret til engelsk ordstilling, især hvis vi hører og taler meget engelsk.

Et tosproget barn kan have en længere periode, hvor det ikke bruger andetsproget. En sådan stille periode behøver ikke at være udtryk for manglende sproglig aktivitet, for barnet suger til sig forståelsesmæssigt. Men mange børn bruger en del tid på at få styr på sprogene i forhold til hinanden, før de selv begynder at bruge andet-sproget.

Denne side indgår i publikationen "Vejledning om sprogstimulerende tilbud for tosprogede småbørn" som kapitel 3 af 6
© Undervisningsministeriet 1997