Digitale net og uddannelsesinstitutioner

Videndeling via Internet og intranet

Af Karsten Juul-Olsen, Chefkonsulent og projektleder, Nellemann Konsulenterne

1. Introduktion og baggrund

Slår man op på søgemaskinen Google¹, tilbydes man søgninger på intet mindre end 1,3 milliarder hjemmesider på globalt niveau. En typisk søgning gennemføres på brøkdele af et sekund. Søger man f.eks. meget uspecifikt på “Internet”, er resultatet 3.320.000 fundne sider, og søgningen er foretaget på 0,80 sekunder.

Imponerende! Men hvad kan vi så bruge det til? -Informationer er jo ikke det samme som viden! -Og hvordan når vi bedst fra de blotte data - over informationer og til viden? Disse og lignende spørgsmål stilles i mange institutioner og virksomheder i disse år - og ikke mindst uddannelsesinstitutionerne føler et særligt ansvar for at kunne komme med nogle fornuftige svar på spørgsmålene.

Herhjemme foretages der store investeringer for at sikre alle uddannelsesinstitutioner en god anvendelse af IT-systemerne, herunder ikke mindst en hurtig adgang til Internet. Alle uddannelsesinstitutioner skal således have så mange, så sikre, stabile og ikke mindst hurtige forbindelser til Internet som muligt.

Det er naturligt i denne forbindelse at spørge til effekten af denne store indsats. Giver alle investeringerne i IT-systemer og Internetforbindelserne et fornuftigt afkast i form af mere og bedre læring? Bliver kvaliteten af undervisningen bedre? Og får vi nogle bedre uddannede som resultat?

Erfaringerne fra projekter og undersøgelser på tværs i uddannelsessektoren tyder mere eller mindre direkte på, at vi kan svare ja til disse spørgsmål, men også på, at det vil kræve en betydelig forøget indsats på en række områder, hvis vi skal kunne svare fuldtonet og klart ja. Der er et pænt stykke vej til, at vi kan udnytte de nye muligheder optimalt, og til at f.eks. anvendelsen af Internetforbindelserne sker i en hensigtsmæssigt pædagogisk og didaktisk sammenhæng.

Den blotte tilstedeværelse af Internettets enorme informationsmængde eller intranettenes tilbud om videndeling i institutionerne giver ikke automatisk en større videnproduktion - ligesom folk ikke automatisk ville begynde at læse mere, hvis man smed bøger ud over gaderne fra helikoptere.

Og trods de store mængder data og information på nettet er der et godt stykke vej fra denne overvældende mængde og så til de relativt få materialer, som mere specifikt er tilrettelagt og fremstillet direkte til anvendelse i en undervisningssituation. Som det fremgår af en rapport³ fra Learning Lab Denmark om produktion af digitale undervisningsmidler, er der mange tandhjul, som skal spille sammen, for at det resultat, vi er mange, der går og venter på, kan blive en realitet.

Det er vanskeligt at anvende nye teknologiske muligheder fuldt ud - og der går undertiden mange år, før buketten af anvendelser bliver farvestrålende og flot. Det må vi se i øjnene, og det har vi, trods de konstante teknologiske tigerspring, efterhånden måttet gøre mange gange specielt i de seneste årtier. Men at det ikke er nogen ny situation, kan illustreres af, hvorledes man anvendte filmkameraet, da det blev opfundet i slutningen af forrige århundrede. Den første ide var, at man stillede kameraet op, og filmede det, som foregik på en teaterscene. Man kendte teatret som medie og tænkte umiddelbart på, hvordan det nye tekniske vidunder kunne sprede teatret til flere mennesker. Det er der sådan set ikke noget galt i - men der jo unægtelig et stykke vej fra den anvendelse og til Hollywoods mediecirkus - for ikke at tale om dogmebrødrenes koncept. På samme måde har vi set multimedie produktioner, som griber fat i det kendte ikon - bogen - og udformer skærmfremstillingen med indholdsfortegnelse, kapitler og sider. Det giver genkendelses- og orienteringsværdi, men det er ikke nødvendigvis de mest kreative præmisser for anvendelsen af de nye medier. Og der er til overflod eksempler på videokonference systemer, som “filmer” en forelæser og spreder budskaberne til en endnu større gruppe af “stakkels” studerende.

Skellet mellem at benytte ny teknologi til at udvide målgruppe, hastighed og produktion på allerede kendte områder og på eksisterende præmisser, og til at udvikle kreative og innovative nye anvendelser, som grundlæggende forandrer fokus og giver grundlag for helt nye anvendelsesmønstre, er stort og afgørende.

Det er på mange måder en pendant til det skel, som Piaget identificerede mellem assimilativ indlæring og akkomodativ indlæring. Den assimilative indlæring kan beskrives som en lagring af viden i allerede etablerede kognitive strukturer -der fyldes noget ind på eksisterende hylder - og disse reolsystemer er opbygget, så de ligner alle andres - man efterligner. Den akkomodative indlæring har som formål at opbygge helt nye og anderledes kognitive strukturer, nye sammenhænge, former og kombinationer - man er kreativt medvirkende og nyskabende.

Det er da fint, at nogle processer kan ske lidt hurtigere - at tekstbehandlingssystemer kan gøre det hurtigere og nemmere at skrive og rette tekster - men at bruge denne teknologi på mere akkomodative præmisser indebærer, at man tænker i muligheder for at ændre skriveprocessen. Skaber nye betingelser for f.eks. ved hjælpe af mindmap faciliteter, brainstorming faciliteter og groupware at etablere fælles synopsis - at man ved hjælp af delte dokumenter kan arbejde sammen undervejs og inspirere hinanden ved kommentarer og feedback - og at man kort sagt udnytter de nye muligheder for at arbejde med processkrivning.

En sådan villighed til at tænke i nye baner og nye muligheder er ved at blive nødvendig - ikke kun som en reaktion på presset fra forældre og politikere - men også som et proaktivt svar på de udfordringer, som globaliseringen af uddannelserne stiller også danske uddannelsesinstitutioner overfor. Nedenstående lille rubrik er således typisk for, hvorledes specielt de videregående uddannelsesinstitutioner allerede er i et betydeligt konkurrencepres fra internationale aktører:

Trods vanskelighederne er der imidlertid ingen grund til at fokusere på manglerne og problemerne - der er masser af gode muligheder allerede i dag og nettene og IT-systemerne kan anvendes på mange spændende og innovative måder.

Det rigtigt udfordrende er, at vores historiske eksempler viser os, at vi endnu kun har set “toppen af isbjerget”. Vi kan med stor sikkerhed forudsige, at de nye digitale muligheder vil blive anvendt på mange skøre - innovative og kreative -måder i de kommende år. Og alle kan være med til at udforske de hvide pletter på det pædagogiske IT-atlas - det kræver blot åbenhed og mod til at kaste sig ud i ekspeditionen.

I denne artikel vil jeg sætte særligt fokus på anvendelsen af Internet og Intranet i uddannelsesinstitutioner og i undervisningen.

2. Anvendelse af digitale net på institutionsplan

I de følgende afsnit fokuserer jeg på, hvorledes IT kan medvirke til at styrke uddannelsesinstitutionens ansigt udadtil - dvs. hvorledes institutionens kontakt med det omgivende (lokal)samfund kan udbygges og forbedres. Men jeg vil også vende blikket mod situationen i institutionernes interne læringsprocesser og se på, hvordan IT kan understøtte videnproduktion, videndeling og videnspredning.

Vi har i virkeligheden, som en slags kollektiv gennemsnits bevidsthed, et meget fasttømret billede af, hvad en skole er og af, hvordan vi lærer noget.

En skole er ifølge denne bevidsthed - eller mentale model - en stor bygning med mange klasselokaler. I klasselokalerne underviser en række lærere fordelt med en enkelt i hvert lokale ca. 20- 28 elever i forskellige klasser, der er sammensat udfra fødselsårgang.

Modellen og vores bevidsthed bygger selvfølgelig på, hvad vi selv har oplevet i vores skoletid -nemlig en skole og en række uddannelsesinstitutioner organiseret ud fra industrisamfundets behov for kvalifikationer. Og selvom der sker rigtig mange interessante eksperimenter med omlægning af disse strukturer, anvendelse af nye læringsmodeller, og udvikling af nye pædagogiske og didaktiske principper, så er uddannelsessystemet jo i store træk indrettet sådan endnu.

I virkeligheden producerer vores uddannelsessystem i vidt omfang nogle kvalifikationer, som er rettet mod forældede behov. Der er en forsinkelse indbygget i systemet, som skaber en ubalance mellem de kvalifikationer, der skabes i uddannelsesinstitutionerne, og de behov, som samfund og virksomheder har. Der er taget mange initiativer i de senere år for at indsnævre denne forsinkelse, men den findes stadig i et vist omfang. Allerede i dag har vi kun i begrænset omfang brug for industrisamfundets kvalifikationer, og efterspørgslen er i stort omfang rettet mod videnssamfundets kompetencer.

Stillet overfor vores egen vedholdende mentale model kan det være frigørende at forestille sig en skole uden mure, uden klasser - og måske endda uden lærere. Det er sådanne tankebilleder og -spring, vi skal have fat i, hvis vi skal kunne tænke og handle innovativt og fremtidsrettet for at tilvejebringe de kompetencer, som vil stille os godt rustet til de forhold, videnssamfundet byder og i stigende grad vil efterspørge.

Tænker vi lidt nærmere over begrebet “Skolen uden mure” kan det også være med til at åbne vore forestillinger om skolen, så vi får øje på de interessenter og samarbejdspartnere, som uddannelsesinstitutionerne i stigende grad får brug for at samarbejde med og inddrage i læringscirkler.

Figur: Uddannelsesinstitutionens netværk og alliancepartnere

I en vision kaldet “Det grafiske Fællesskab” har den Grafiske skole ridset op, hvilke umiddelbare interessenter skolen vil kunne trække på i fremstillingen af digitale undervisningsmidler⁴. Inspireret af denne interessentkreds har vi nedenfor skitseret, hvilke partnere en uddannelsesinstitution i et digitalt samfund kan få udbytte af at forbinde sig med.

Der kan skabes mange interessante læringssammenhænge, hvis uddannelsesinstitutionerne i højere grad knytter stærkere netværk med disse og andre eksterne partnere. Det er for skoler naturligt at inddrage forældre og elever, men selv forældreinddragelsen kan forbedres væsentligt, så forældregruppen kan blive en mere aktiv ressource i uddannelsesforløbene. De øvrige eksterne partnere er der kun ringe tradition for at inddrage aktivt. Således er f.eks. dimittender sjældent en gruppe, som danske uddannelsesinstitutioner knytter nært til sig. Det gør man i USA, og der er det en helt almindelig og naturlig ting, at dimittenderne tager del i uddannelsesinstitutionernes aktiviteter. Via dimittenderne får uddannelsesinstitutionen indsigt i, kontakter til og erfaringer fra såvel offentlige som private virksomheder. At der kan etableres mange frugtbare symbioser ved at knytte stærkere netværk til og mellem disse eksterne partnere illustreres af nedenstående eksempel:

Der er ingen tvivl om, at ideen med at åbne uddannelsesinstitutionerne ud mod det omgivende samfund, som allerede praktiseres i et vist omfang mange steder, vil kunne få yderligere næring ved en mere målrettet anvendelse af de muligheder, som anvendelsen af Internet rummer.

Internet

Mange uddannelsesinstitutioner har allerede en hjemmeside, hvor de blandt andet typisk præsenterer institutionens formål, værdigrundlag, uddannelsesmuligheder og personale.

Men langt fra alle har udbygget deres hjemmeside så godt som f.eks. Langkær-Gymnasium og HF⁶ - og i realiteten udnytter kun ganske få Internetmulighederne optimalt. Men det er heller ikke nødvendigvis et projekt, som skal gennemføres i et hug. Det er således fint at faseopdele ambitionsniveauet og så få taget hul på de første øvelser for efterhånden at gøre hjemmesiden mere fuldkommen.

På baggrund af en analyse af de hjemmesider, som uddannelsesinstitutioner i øjeblikket har lagt ud på nettet, kan man skelne mellem 4 forskellige stadier eller faser i udviklingen af hjemmesider.

Fase 1: Er domineret af envejskommunikation. De informationsmaterialer, som hidtil kun har været tilgængelige på tryk om institutionen, bliver typisk også lagt ud på nettet. På den måde præsenteres institutionens formål, værdigrundlag og uddannelsesudbud. Det samme gælder praktiske forhold som telefon-, e-post - og adresselister, medarbejderpræsentationer etc.

Fase 2: Karakteriseres ved, at der finder tovejskommunikation sted. De mulige partnere og brugerne kan således registrere forskellige informationer og fremsende dem via nettet. Det kan være formularudfyldninger, ansøgning om valgfag, kurser, seminarer og lign., eksamenstilmeldinger - etc.

Fase 3: Her udbygges funktionerne i et interaktivt miljø. Brugerne får individuel respons på opgaver og egne inddateringer, det være i form af kommentarer, anbefalinger, udførte kalkulationer, resultater af spørgeskemaundersøgelser etc. Inddragelsen af brugernes reaktioner er således med til hele tiden at udvikle og forbedre funktions- og serviceniveauet på netsiderne.

Fase 4: Her anvendes udviklingsrum i form af mere komplekse faciliteter, f.eks. værktøjer som understøtter fælles arbejdsprocesser, herunder flerbruger-mindmapsystemer, groupware-applikationer og redskaber, som kan nedtages og videreudvikles i projektteams for senere upload og præsentation.

Langt de fleste hjemmesider befinder sig på fase 1 og 2 stadierne, og der er udfordringer for næsten alle uddannelsesinstitutioner i at bevæge sig videre og måske også i at definere fase 5…

Det kan være omkostningsfyldt at fremstille en fuldt udbygget og velfungerende hjemmeside. Men mindre kan måske også gøre det som udgangspunkt. I forbindelse med et initiativ fra Statens Information: “Bedst på nettet”⁷ er der nu inspiration at hente, hvis man ønsker at udbygge og forbedre sin hjemmeside. Der er i forbindelse med projektet udarbejdet en række vurderingskriterier, som anvendes i evalueringen af offentlige organisationers og institutioners hjemmesider. Men vurderingskriterierne kan også anvendes som inspiration, når man ønsker at forbedre kommunikationen via Internettet mellem uddannelsesinstitutionen, elever/studerende, forældre, lokalsamfund og omverden. Vurderingskriterierne kan f.eks. også anvendes som en slags checkliste, når man skal beslutte, hvad der skal være på ens egen uddannelsesinstitutions hjemmeside som basis - og når den vil være blandt de bedste.

Vurderingskriterierne fra “Bedst - på nettet” er opdelt i hovedgrupperne:Brugervenlighed, åbenhed og nytteværdi.

Brugervenlighed rummer kriterier, der beskæftiger sig med, om hjemmesiden er udformet, så den er let at anvende for brugerne. Det skulle gerne være nemt at orientere sig og finde rundt på hjemmesiden. Denne kategori kan sammenlignes med en butik i den fysiske verden. Kan man ikke komme ind ad døren, ikke finde rundt på hylderne, og forstår man ikke skiltene, ja så når man ikke frem til varerne.

Kriterierne i forbindelse med Åbenhed forholder sig til, om afsenderen af hjemmesiden er åben og imødekommende over for brugerens behov. Der fokuseres på, om hjemmesiden åbent og ærligt viser, hvem afsenderen er, på hvilket grundlag beslutninger og afgørelser træffes. Der lægges også vægt på, at afsenderen tilkendegiver ønske om dialog med brugerne. Vægten ligger også på brugernes mulighed for at spørge og få svar samt på muligheden for at komme med meningstilkendegivelser. Endelig fokuseres der på adgangen til at debattere med andre brugere med samme interesse.

Nytteværdi indeholder de mere specifikke kriterier, der forholder sig til, om hjemmesidens indhold er pålideligt og nyttigt i forhold til de behov, man har som bruger af hjemmesiden. Kravene inden for denne kategori er afhængige af hjemmesidens formål og sigte. De vil være forskellige afhængig af, hvem afsenderen er, og hvad organisationen er sat i verden for at udføre. Denne kategori kan sammenlignes med varerne i butikken og svarer til, at man stiller forskellige krav og har forskellige forventninger til en fiskehandler og en ostehandler.

For en uddannelsesinstitution indebærer denne nytteværdikategori f.eks. forventninger om, at følgende informationer som minimum (fase 1) kan findes på institutionens hjemmeside:

Intranet

Også på de interne linier er der betydelige fordele at høste ved udnyttelsen af de digitale net. Flere uddannelsesinstitutioner - men langtfra alle - har taget fat på anvendelse af Intranet. Nogle af disse Intranet fungerer for hele institutionen, andre for afdelinger og mindre grupper af særligt interesserede. Deres funktionaliteter og de faciliteter, de tilbyder, er yderst forskellige. Nogle er baseret på computerkonferencesystemer som FirstClass og Lotus Notes. Andre er mere grafisk orienterede og benytter sig af browserteknologi.

Mange intranetsider undergår i denne tid en voldsom udvikling. Der sker stadige udbygninger, og der kommer flere faciliteter på siderne. Men der er en udtalt tendens til, at de fleste intranet sider får lagt hovedvægten på mange administrative og strukturerende funktioner, og kun i ringe omfang får prioriteret egentlige pædagogiske og læringsmæssige aktiviteter. Der er således stadig mange muligheder for at udvikle en betydelig mere avanceret og hensigtsmæssig anvendelse af specielt de browserbaserede kommunikationsmuligheder på uddannelsesinstitutionerne.

Når en uddannelsesinstitution skal udarbejde hjemmesider, er det vigtigt at få lagt fast, hvad der er formålet med hjemmesiderne, og herunder at få identificeret primære og sekundære målgrupper. Derudover skal der besluttes, hvilke indholds områder man ønsker dækket, ligesom der skal tages beslutning om funktion, struktur, organisation, arbejdsbeskrivelser og tidsforbrug, beslutninger og ansvarsfordeling.

Der skal endvidere udpeges en ansvarlig for de tekniske implementeringer og forholdet mellem teknik- og indholdsansvarlige skal fastlægges. Det betyder bl.a., at man skal have taget beslutning om, hvorvidt den enkelte lærer/studerende skal kunne udarbejde websider i HTML-format, så de umiddelbart kan lægges ind på hjemmesiden. Der skal også tages en beslutning om, hvor mange niveauer hjemmesiden skal bestå af, samt grænsen mellem det officielle, det interne, det faglige/personlige og det private. I den nedenstående tekstramme er vist et udsnit på en vejledning for lærerseminarier⁸ i udarbejdelse af hjemmesider med såvel eksternt som internt sigte (angår såvel Internet som Intranet):

Mere specifikt skal seminariets hjemmeside og de enkelte fags hjemmesider indeholde følgende:

Arbejdes der med udvikling af de digitale net efter denne eller lignende retningslinier, vil det ganske givet kunne understøtte en positiv udnyttelse af de muligheder, nettene tilbyder i form af:

• En generel styrkelse af det fælles informationsniveau
• En styrkelse af det kollegiale samarbejde
• Udvikling af fælles materialesamlinger
• Adgang til fælles beskrivelses- og udviklingsværktøjer
• Etablering af “fælles arbejdsrum” for lærerteams, klasser og elevgrupper
• Adgang til “Lektiehjælpen” med træningsprogrammer og relevante links

Disse muligheder vil kunne suppleres med adgang til eksterne kilder og ressourcer og ydermere kunne gøres tilgængelige for såvel lærere som elever på skolen eller hjemmefra. Det er for nyligt blevet endnu nemmere for uddannelsesinstitutionerne at komme i gang med udnyttelsen af disse muligheder, idet der er kommet flere “programskaller” som tilvejebringer strukturer, og skærmdesign klar til indtastning af den enkelte skoles informationer. En menuside fra en sådan “Intranetpakke” vises ovenfor.⁹

Sådanne løsninger kan lette arbejdet for uddannelsesinstitutionerne, men det fjerner ikke de ovennævnte opgaver med at udarbejde IT- og kommunikations- strategi, fastlægge målgrupper, delegeringsniveau osv.

Der kan spores en generel tendens til, at organisationer og institutioner springer lidt over, hvor gærdet er lavest, når de indretter deres intranet løsninger. Det er ganske vist i mange tilfælde sikkert en god ide at benytte Intranet-programskaller, men det skal gøres bevidst, ellers ser vi endnu engang, at det er de administrative, styringsmæssige og tekniske forhold, som kommer til at sætte de mest tydelige fingeraftryk på intranet udformningen. Det bør i en uddannelsesinstitution være kerneprocessen - det at tilvejebringe bedst mulige læringsbetingelser for elever og studerende (ja og for underviserne), der er det centrale omdrejningspunkt for designet af intranetløsningen. Det kan i den situation være en god ide at tage nogle af teorierne om Den Lærende Organisation på ordet og forsøge at anvende nogle af modellerne herfra som grundlæggende struktur for den pædagogiske og læringsmæssige side af intranettet. Det er med udgangspunkt i Nonaka´s¹⁰ videnskvadrant muligt at identificere nogle vigtige elementer i den måde, viden bevæger sig fra tavs til udtrykkelig form i en organisation.

For at få mere hold på det, som sker i kvadranten, kan man forsøge at sætte det ind i forhold til den proces, som foregår, når en ny lærer ansættes og skal finde ud af sin nye arbejdsplads. Man skal selvfølgelig i denne konkretisering være opmærksom på, at Nonaka beskæftiger sig med skabelsen af organisatorisk viden og ikke fokuserer så meget på individet i den sammenhæng. Der sker her følgende i de fire rum i kvadranten

1. Socialisering: Fra tavs til tavs
Den nye lærer bliver langsomt socialiseret ind i institutionens praksis og fornemmer efterhånden både de formelle og uformelle regelsæt. Ældre læreres erfaringer, mentale modeller og tekniske færdigheder afkodes og imiteres i en slags lærling/ mester forhold.

2. Externalisering: Fra tavs til udtrykt
Gennem externalisering artikuleres tavs viden, den dokumenteres og bliver dermed tilgængelig både for den nye lærer såvel som for øvrige kollegaer. Der opstår herudaf koncepter, metaforer, analogier, hypoteser og modeller. Processen igangsættes af dialog med kollegaer og styrkes gennem kollektiv bearbejdning og refleksion. Externalisering er nøglen til videnskabelse, fordi det er her, nye koncepter frembringes. Tavs viden kan ofte være vanskelig at artikulere. Her kan det hjælpe at anvende metaforer - at erkende eller intuitivt forstå én ting ved at fremstille den symbolsk eller ved at drage paralleller mellem den tavse og anden allerede udtrykt viden

3. Kombinering: Fra udtrykt til udtrykt
Et tværfagligt samarbejde med andre undervisere fra egen og andre faggrupper gør det muligt for den nye lærer at opleve og skabe nye kombinationer af viden, samt nye pædagogiske og didaktiske metoder. Ved kombinering systematiseres koncepterne og metoder i et mere komplekst viden- system. Systematisering, kombinering, sortering, sammenlægning og kategorisering af eksisterende viden kan føre til ny viden og til bedre overblik over “paletten” af pædagogiske muligheder.

4. Internalisering: Fra eksplicit til skjult
Gennem internalisering omformes udtrykt viden til tavs viden, lige som vi kender det i forbindelse med “learning by doing”. Erfaringer internaliseres ind i undervisernes fælles vidensbase. At der er foregået en god dokumentering af eksplicit viden, er her væsentlig, både for at viden kan videregives til andre, og fordi individet bedre internaliserer sin egen viden ved at dokumentere den. Ikke bare tørre facts, men også historier og fortællinger, f.eks. om centrale personer, hjælper ligeledes med til at internalisere viden i institutionens kultur.

Ser vi på videnskabelsen i en intranet sammenhæng, kan vi identificere nogle hensigtsmæssige funktioner og faciliteter, der inden for hvert af kvadrantens rum kan understøtte processerne.

De viste forslag skal naturligvis bearbejdes og tilpasses den enkelte institution, og må her blot forstås som et eksempel. Det er i øvrigt vigtigt at se på processerne i videnskabelse som et kontinuerligt, og ved flere “gennemløb” kan der således blive tale om dannelsen af en slags vidensspiral. Derfor er det også vigtigt, at der bliver skabt mulighed for, at intranet strukturen kan ændres og tilpasses, så den reelt understøtter de faktiske arbejdsprocesser og arbejdsvaner i institutionen. En vigtig del af denne fleksibilitet udgøres af muligheden for, at alle kan lægge materiale ud på nettet, så der ikke skabes centrale “informationspropper.” Et sæt fælles regler for de mest elementære layout standarder vil ofte være tilstrækkeligt. Alternativt kan man afskærme mere formelle og ledelsesmæssige afsnit på intranettet, så det kræver kode at lægge materialer ud på det område.

Ved at arbejde med intranet udformningen efter denne eller lignende metoder kan man undgå at intranettet, efter den første umiddelbare fascination, bliver en mere eller mindre overflødig eller tvungen informationsplatform, der hurtigt kan forfalde ligesom fysiske opslagstavler gør det, hvis de ikke struktureres hensigtsmæssigt og ajourføres.

Der er således nok at tage fat på - men også håb og løfter om, at en god anvendelse af disse Intranet potentialer også vil kunne forbedre mulighederne for at udnytte den ressourceoptimering, som en udbygget videndeling og anvendelse af lærende organisationsformer kan medføre. Helt kontant vil det således give mulighed for, at man bl.a. kan:

• Spare forberedelsestid ved at udnytte fælles materiale.
• Spare mødetid ved at være bedre forberedte til møderne.
• Opnå bedre læring gennem adgang til bedre materialer.
• Opnå bedre indlæringsforhold gennem anvendelse af mere relevante øvelser og støttesystemer.

1) www.google.com, www.google.dk

2) Nua Internet Surveys, Bitconomy, Henrik Skovmark, 21. december 2000=>NIS

3) “Undervisningsmaterialer på nettet”: Learning Lab Denmark, 2001

4) “Undervisningsmidler på Nettet”, CTU/LLD dec.2000

5) Ibid.

6) www.langkaer.dk

7) www.bedstpaanettet.dk

8) Udarbejdet til Jelling Statsseminarium af Jytte Fromberg, NNP-rådgivergruppe. www.nnp.dk

9) Eksempel fra det Pædagogiske Intranet - PI net en del af LI-net lærernes Intranet - WWW.skolesoft.dk

10) Ikujiro Nonaka & Hirotaka Takuchi: “The Knowledge-Creating Company” 1995.

Denne side indgår i publikationen "Uddannelse, læring og IT" som kapitel 19 af 26
© Undervisningsministeriet 2002