6. Det videregående uddannelsesområde

De videregående uddannelser (DVU) giver erhvervskompetence. Generelt inddeles uddannelserne i niveauer efter varighed i 5 hovedgrupper: de korte videregående uddannelser (KVU), de mellemlange videregående uddannelser (herunder professionsbachelorer) (MVU) samt bacheloruddannelser og kandidatuddannelser på universiteterne også benævnt lange videregående uddannelser (LVU). Hertil kommer philosophia doctor (ph.d.).

De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse. De er teoretisk prægede uddannelser, hvoraf nogle har praktik indlagt i forløbet. Uddannelserne er af varierende længde.

På de fleste videregående uddannelser er der frit optag. Det vil sige, at uddannelsesinstitutionerne selv fastlægger optagelsestallet ud fra fysisk kapacitet, kvalificerede lærerkræfter og beskæftigelsesforhold for de færdiguddannede. De pædagogiske og de sundhedsfaglige uddannelser har centralt fastsatte optagelsestal.

Adgangskravene til uddannelserne er centralt fastsatte, medens udvælgelseskriterierne (under adgangsbegrænsning) bestemmes af institutionerne selv.

Med den permanente indførelse i 1993 af "flerårsaftalen" for de videregående uddannelser blev kandidatuddannelserne ændret fundamentalt. Lange videregående uddannelser blev opdelt i to selvstændige uddannelsesforløb: Et indledende afrundet 3-årigt bachelor-forløb som giver erhvervskompetence, men der som oftest fører videre til et kandidatuddannelsesforløb af 2 års varighed. Kandidatuddannelserne kan føre videre til forskeruddannelsen ph.d., som er et 3-årigt selvstændigt forløb. Undtaget få uddannelser har alle kandidatuddannelser i dag en bachelor-/kandidat-struktur. Før dette bestod kandidatuddannelserne af udelte uddannelsesforløb.

Det korte videregående uddannelsesområde

Adgangskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse (EUD), suppleret med studiekompetence i typisk matematik og engelsk. De korte videregående uddannelser varer normalt 2 år og giver erhvervskompetence.

I august/september 2000 blev der med KVU-reformen oprettet 13 nye uddannelser, der alle giver ret til at bruge betegnelsen AK (akademiuddannet) efter uddannelsestitlen. De 13 nye uddannelser erstatter de tidligere ca. 75 uddannelser (på nær datamatiker og transportlogistiker m.v.). Uddannelserne giver merit til relevante diplomuddannelser. Som eksempler på korte videregående uddannelser kan nævnes: Akademi-/markedsføringsøkonomuddan-nelserne, it-uddannelser som fx datamatiker og multimediedesignere samt korte videregående sundhedsuddannelser som fx farmakonom og tandplejer.

Det mellemlange videregående uddannelsesområde

Det mellemlange videregående uddannelsesområde består af mellemlange videregående uddannelser (herunder professionsbachelorer) (MVU) og bacheloruddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser (MVU) varer 3-4 år og giver erhvervskompetence. Som eksempler på mellemlange videregående uddannelser kan nævnes: diplomingeniør, folkeskolelærer, journalist, pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut og jordemoder og HD og ED^[1]. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele heraf), men også visse erhvervsuddannelser (EUD) giver adgang. Fx giver bestået social- og sundhedsassistentuddannelse SOSU adgang til visse sundhedsfaglige uddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser er under reform og omdannes til professionsbacheloruddannelser. Det betyder bl.a., at undervisningen skal baseres på forskningstilknytning, og at uddannelserne og undervisningen skal være tæt knyttet til professionen.

Professionsbacheloruddannelserne skal give adgang til relevante kandidatuddannelser. Fra 2003 vil de studerende starte på en professionsbacheloruddannelse, fra 2001 på sundhedsområdet. Uddannelserne er vekseluddannelser, hvor der skiftes mellem praktik og teori.

På samme niveau som de mellemlange videregående uddannelser findes bacheloruddannelserne på universiteterne. De er normerede til 3 år og giver erhvervskompetence, men fører oftest videre til et kandidatoverbygningsforløb. Det er uddannelser inden for fx samfundsvidenskab, humaniora, natur- og sundhedsvidenskab m.v. Som eksempler på bacheloruddannelser kan nævnes: Jura, biomekanik, økonomi, sprog, sociologi, skovbrug m.v. I gruppen af bachelorer indgår tillige HA.

Strukturen for universitetsuddannelserne (bachelor 3 år + kandidat 2 år + ph.d. 3 år) blev fastlagt i 1993. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.-uddannelse.

Adgangskravet til bacheloruddannelserne er normalt en gymnasial uddannelse med specifikke fagkrav som til de øvrige videregående uddannelser. Bacheloruddannelsen er en afsluttet uddannelse som giver erhvervskompetence, men giver også adgang til et kandidatuddannelsesforløb.

Det lange videregående uddannelsesområde

Kandidatuddannelserne er lange videregående uddannelser af normalt 2 års varighed efter en bacheloruddannelse - dvs. samlet 5 år og giver erhvervskompetence. Enkelte kandidatuddannelser er dog stadig opbygget som ét samlet forløb uden bachelorniveau.

Kandidatuddannelserne består af uddannelser inden for følgende områder: humaniora, pædagogik, teknik, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundheds-, veterinær- og landbrugsvidenskab m.fl. Som eksempler på kandidatuddannelser kan fx nævnes: jura, civilingeniør, datalog, arkitekt, læge, psykolog.

Ph.d.-uddannelsesområdet

Som overbygning til kandidatuddannelsen findes forskeruddannelsen, der afsluttes med en ph.d.-grad og er normeret til 3 år. Uddannelserne giver erhvervskompetence.

Der findes ph.d.-uddannelser inden for fx samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab, naturvidenskab, humaniora, teknik og veterinær- og landbrugsvidenskab m.v.

I slutningen af 2001 skiftede bachelor-, kandidat- og ph.d.-ud- dannelserne ressort fra Undervisningsministeriet til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. I dette kapitel behandles alle videregående uddannelser uanset ressort. Det vil sige, at også uddannelser, som henhører under fx Kulturministeriet, Forsvarsministeriet, er medtaget.

6.1 Bestand, tilgang og afgang af studerende - nu

I dette afsnit opgøres de historiske bevægelser for studerende på de videregående uddannelser (DVU). Tallene viser, hvor mange studerende der modtager eller har modtaget undervisning på området fra 1993 til 2002. Bestanden af studerende opgøres pr. 1/10 i året. De øvrige bevægelser for de studerende måles over en periode fra 1/10 året før til 30/9 i året.

Tabellerne med bevægelser for de studerende sammentælles i to forskellige totaler. Den ene sammentælling er summen af alle de bevægelser, der forekommer: både ind og ud af gruppen og internt mellem uddannelserne i gruppen. Den anden sammentælling indeholder kun de bevægelser, der sker til og fra de enkelte grupper som helhed. Fx vil overgange fra tandlæge til læge eller omvendt tælles med i den første sammentælling, men ikke i den anden. Bestandstallene derimod indeholder kun én sammentælling.

Som tidligere nævnt blev store dele af det videregående uddannelsesområde (DVU) omlagt inden for de ti år, der her belyses. Det har stor betydning for tidsserierne. Man bør holde sig for øje, at udviklingstendenserne i meget høj grad er præget af områdets omlægninger. Fx ses et skift i tilgangen af studerende fra kandidatuddannelserne til bacheloruddannelserne efter 1993 (se evt. noter til tabellerne).

I tabel 6.1.1 og figur 6.1.1 opgøres bestanden af studerende på det videregående uddannelsesområde fra 1993 til 2002. Antallet af studerende voksede markant i perioden fra 167.498 til 207.021 (en stigning på 23,6%).

I 2002 fordelte bestanden af studerende sig på det videregående uddannelsesområde på følgende måde: KVU 9,5%, MVU 38,3%, bachelor 23,1%, kandidatuddannelsesområdet 27,0% og endelig ph.d. 2,0%.

Antallet af studerende på KVU steg med 19,2% fra 1993 til 2002, fra 16.561 til 19.746 studerende. Stigningen skyldes bl.a. de merkantile uddannelser, men også it-uddannelserne som havde en markant stigning fra 1.695 studerende i 1993 til 6.604 i 2002.

MVU havde områdets største bestand af studerende. I 2002 læste 79.341 studerende her, heraf læste 38.734 til folkeskolelærer eller pædagog. Fra periodens start til slut steg bestanden på MVU markant med 36,4%.

I 2002 studerede 47.821 personer på en bacheloruddannelse. Flest læste på en humanistisk uddannelse (8.728 studerende) efterfulgt af HA og naturvidenskabelige uddannelser med hhv. 7.559 og 7.229 studerende. Pga. strukturændringen for dette område, steg antallet af studerende markant fra 1993 til 2002.

I 1993 læste 61.580 studerende på en kandidatuddannelse; i 2002 var bestanden faldet til 55.875 studerende. Figur 6.1.1 illustrerer tydeligt skiftet i bestanden mellem bachelor- og kandidatuddannelserne (jf. "flerårsaftalen for de videregående uddannelser"). Bestanden af bachelorer steg, og for kandidaterne faldt den, men samlet set steg antallet af studerende for de to områder fra 89.077 studerende i 1993 til 103.696 i 2002 (en stigning på 16,4%).

I tabel 6.1.2 opgøres tilgangen af studerende til det videregående uddannelsesområde fra 1993 til 2002.

Områdets største procentuelle stigning i tilgangen ses for kandidatuddannelserne. Fra periodens start til slut steg summen af tilgange med 62,4% (pga. strukturomlægningen).

Summen af tilgange til KVU steg med 2,3% fra 1993 til 2002, men fra 1993 til 1996 viste der sig dog et konstant fald i tilgangen af studerende på KVU (periodefald på 9,8%).

For de mellemlange videregående uddannelser steg summen af tilgange konstant frem til 2001. Året efter faldt tilgangen, men fra 1993 til 2002 udgjorde stigningen 17,3. I 2002 udgjorde summen af tilgange i alt 24.508 personer til MVU (nettotilgangen udgjorde 23.861 personer). Tilgangen til HD og diplomingeniøruddannelserne faldt, mens tilgangen til folkeskolelærer- og pædagoguddannelserne steg markant.

I 1993 udgjorde tilgangen til på HA og erhvervssprog 38,9% af tilgangen til bachelor, mod 28,3% i 2002. I 2002 var summen af tilgange til bachelorområdet oppe på 15.718 studerende (nettotilgangen udgjorde 14.438 studerende). I 1993 var tallet for tilgangen 11.278. De højeste tilgange i 2002 findes på HA og humaniora med en tilgang på hhv. 2.866 og 2.640 studerende.

For kandidatuddannelserne ses en samlet sum af tilgange på 15.939 studerende i 2002 (nettotilgangen udgjorde 15.444 studerende). Den højest tilgang ses for erhvervsøkonomi med 2.417 studerende, efterfulgt af humaniora med 1.890 studerende. Kun 40 studerende påbegyndte landinspektøruddannelsen.

Fra 1993 til 2002 lå tilgangen af studerende til ph.d. rundt regnet mellem 1.000 og 1.300 studerende om året.

Antallet af studerende, der fuldførte en videregående uddannelse opgøres i tabel 6.1.3. Sammenlignes 1993 med 2002, ses at summen af antallet af fuldførelser steg for alle områder. Samme tendens ses for antallet af nettofuldførelsen. Flest fuldførte MVU; i 2002 fuldførte 16.363 studerende en uddannelse herfra, efterfulgt af kandidatuddannelserne med 10.163 fuldførte forløb.

Fra 1993 til 2002 steg summen af fuldførelser på MVU med 28,9%. Der var en markant stigning i antallet af nyuddannede folkeskolelærere og pædagoger; stigningen udgjorde hhv. 85,0% og 98,8%.

Bacheloruddannelserne havde - grundet omlægningen - områdets største stigning i summen af fuldførte. Fra 1993 til 2002 steg antallet af fuldførelser med 103,4% (i 2002 fuldførte 9.241 studerende et bachelorforløb).

Kandidatuddannelserne havde en stigning i summen af antallet af fuldførelser på 40,9% ( i 2002 blev der uddannet i alt 10.163 studerende).

Ph.d. havde også et pænt stigende antal fuldførelser. I 2002 udgjorde summen af fuldførte forløb 1.064, mod kun 601 fuldførte forløb i 1993; flest fuldførte en sundhedsuddannelse.

I tabel 6.1.4 præsenteres antal studerende, der valgte at afbryde en uddannelse inden for det videregående uddannelsesområde fra 1993 til 2002. Tabellen angiver, på hvilket niveau i studiet afbruddet forekom samt i hvilket år. Ud fra denne tabel alene kan det være vanskeligt at konkludere, om et stigende/faldende antal afbrud også betyder et fald/en stigning i antal fuldførte.

Oplysningerne om antal afbrud skal suppleres med oplysninger fra afsnittet "frekvenser og tider" og evt. fra dette afsnits øvrige opgørelser.

I 2002 udgjorde summen af afbrud fra: KVU 3.344 studerende, MVU 7.319 studerende, bacheloruddannelserne 7.726 studerende og kandidatuddannelserne 5.649 studerende. Fra ph.d. afbrød 484 studerende deres uddannelse.

Tabel 6.1.1 Bestanden af studerende på de videregående uddannelser fra 1993 til 2002, opgjort pr. 1/10 i året.

1) 2002 er p.t. det seneste indberetningsår. Der kan forekomme manglende eller forkerte indberetninger fra institutionerne. Indtil der bliver rettet op på disse mangler og fejl, bør 2002-tallene derfor betragtes som foreløbige.

2) Nedgangen i tallene skyldes, at erhvervssprog KVU efterhånden er blevet afløst af erhvervssproglige bachelorer.

3) I 2000 blev laborantuddannelsen forlænget med et ½ års frivilligt traineeforløb, dette påvirker naturligt elevtallene.

4) Pædagoguddannelsen blev forlænget med ½ år til 3½ år fra starten af undervisningsåret 1992/93.

5) At der for bacheloruddannelserne er tal fra, før uddannelserne formelt blev oprettet, skyldes, at fx HA og erhvervssprog allerede før reformen havde denne struktur, og at der inden reformen var forsøgsordninger med visse bacheloruddannelser. Bachelorreformen har generelt ført til usikkerhed i datagrundlaget i omlægningsperioden.

6) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og kandidatoverbygningsuddannelser. Se tillige note for bachelorerne.

7) Fra 2000 til 2002 er tallene for ph.d. behæftede med fejl. Dette forhold påvirker fremskrivningerne. Der kan henvises til Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling.

* Antallet er mindre end 3 personer.

Figur 6.1.1 Bestanden af studerende på de videregående uddannelsesområder fra 1993 til 2002, opgjort pr. 1/10 i året.

Se noter under tabel 6.1.1.

Tabel 6.1.2 Tilgang af studerende på de videregående uddannelser fra 1993 til 2002, opgjort fra 1/10 året før til 30/9 i året.

a) Summen af alle tilgange.

b) Kun nytilgang til de videregående områder.

Se noter under tabel 6.1.1.

Tabel 6.1.3 Antallet af studerende, der fuldførte de videregående uddannelser fra 1993 til 2002, opgjort fra 1/10 året før til 30/9 i året.

a) Summen af alle fuldførte.

b) Kun fuldførte, der forlader de videregående uddannelsesområder.

Se noter under tabel 6.1.1.

Tabel 6.1.4 Antallet af studerende, der afbrød de videregående uddannelser fra 1993 til 2002, opgjort fra 1/10 året før til 30/9 i året.

a) Summen af alle afbrud.

b) Kun afbrudte, der forlader de videregående uddannelsesområder.

Se noter under tabel 6.1.1.

6.2 Bestand, tilgang og afgang af studerende i fremtiden

I dette afsnit ville vi normalt præsentere de fremskrevne tal for de studerede på det videregående uddannelsesområde (DVU) fra 2003 til 2012, men pga. modelomlægninger foreligger der pt. ikke nye fremskrivningsresultater.

Nye resultater forventes offentliggjort ved offentliggørelse af et nyt register.

6.3 Særlige opgørelser for det videregående uddannelsesområde

Her præsenteres særlige opgørelser for det videregående uddannelsesområde (DVU), fx bestandens fordeling på køn og alder, uddannelsesbaggrund inden påbegyndelse af en videregående uddannelse, og de studerende fordelt på oprindelse m.v.

I tabel 6.3.1 og figur 6.3.1 opgøres bestanden på køn og hovedgrupper fra 1993 til 2002.

Det videregående uddannelsesområde har nu en pæn overvægt af kvinder, og andelen steg konstant.

I 1993 udgjorde kvinderne 51,7% af bestanden af studerende på de videregående uddannelser; i 2002 var tallet steget til 57,4%. I slutningen af 1980'erne var der flere mænd end kvinder på de videregående uddannelser (fremgår ikke af tabellen).

Den stigende kvindeandel forekommer på alle hovedgrupper (undtaget KVU). Fra 1993 til 2002 steg andelen af kvindelige studerende på MVU , bachelor- og kandidatuddannelserne med hhv. 8,5 procentpoint, 2 procentpoint og 4,5 procentpoint. For MVU's vedkommende er forklaringen bl.a., at der har været en stigende tilgang til uddannelser hvor kvinderne er flest som fx folkeskolelærer og pædagog. Også på ph.d.-området ses en stigende kvindeandel (periodens stigning udgjorde her 9,7 procentpoint).

På KVU var flertallet af studerende mænd, og de udgjorde tillige en stigende andel af de studerende. I 1993 udgjorde de 54,0% af bestanden; i 2002 var det 55,9%. På MVU var kun hver tredje af de studerende mænd i 2002 og denne andel faldt tillige med 8,5 procentpoint fra 1993 til 2002.

I tabel 6.3.2 og figur 6.3.2 beregnes gennemsnitsalderen for bestanden af studerende på de videregående uddannelser fra 1993 til 2002.

De studerende på KVU var i gennemsnit 26,4 år i 2002. Der har vist sig en stigende alder for bestanden; i 1993 var alderen 25,8 år.

De ældste studerende i KVU-gruppen ses på; erhvervssprog, levnedsmiddel- og husholdningsuddannelserne med hhv. en gennemsnitlig alder på 39,1 og 30,0 år.

På MVU var gennemsnitsalderen 28,1 år. Også på dette område var der en stigende gennemsnitsalder. Fra perioden start til slut steg alderen med 1,1 år. De ældste studerende ses naturligvis på videreuddannelserne. Fx var alderen for diplomuddannelsen sundhed i 2002 40,2 år. På pædagoguddannelsen var de studerende i gennemsnit 29,8 år.

De studerende på bacheloruddannelsen er også blevet ældre. I 2002 lå gennemsnitsalderen på 25,0 år; i 1993 var alderen 23,9 år. Omlægningen af området har naturligvis haft betydning for udviklingen i alderen. Områdets ældste studerende ses på pædagogik, sprog og psykologi, hvor de studerende i gennemsnit var hhv. 29,4 år, 27,9 år og 27,8 år.

I 2002 var gennemsnitsalderen for de studerende på kandidatuddannelserne 28,3 år. De ældste studerende ses igen naturligt på sprog og psykologi, men også på teologi, alderen for disse uddannelser var hhv. 31,3 år, 31,0 år og 31,1 år. Farmaceuterne og landinspektørerne var yngst med en gennemsnitsalder på 24,2 år.

Inden gennemgang af tabellerne 6.3.3 til 6.3.5 skal følgende forhold nævnes: Statistikken er fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) på Københavns Universitet og indeholder ikke præcis de samme uddannelser, der ellers betegnes som DVU (dog langt hovedparten af uddannelserne). Man skal tillige være forsigtig med at konkludere på udviklingen over tid, da der fra år til år kan være kommet flere uddannelser under KOT'ens optagelsesområde.

I tabel 6.3.3 opgøres antal ansøgere og afviste under Den Koordinerede Tilmelding fra 1995 til 2002. I 2002 ansøgte 57.673 personer som 1. prioritet en uddannelse under KOT'ens optagelsesområde (ekskl. 1-årig hhx). 10.725 ansøgere blev afvist, svarende til 18,6% af ansøgerne. I 1995 blev 29,9% af ansøgerne afvist.

I tabel 6.3.4 opgøres ansøgere procentuelt fordelt efter adgangsgivende eksamen fra 1996 til 2002. I 2002 havde 2/3 af ansøgerne en studenter- eller hf-eksamen, og studerende med baggrund i højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) udgjorde hhv. 10,0% og 3,2% af ansøgerne.

I tabel 6.3.5 ses antal ansøgere, optagne og afviste på KOT'ens optagelsesområde opgjort for udenlandske statsborgere fra 1994 til 2002. Ansøgere med udenlandsk statsborgerskab steg fra 4.560 ansøgere i 1994 til 6.231 ansøgere i 2002. I 2002 blev 3.749 studerende med udenlandsk statsborgerskab optaget; dette var periodens højeste antal optagne; svarende til ca. 60,0% af de udenlandske statsborgere der ansøgte om en uddannelse; i 1994 ca. 42,0%.

I tabel 6.3.6 ses de studerendes studiebaggrund inden påbegyndelse af udvalgte videregående uddannelser i 2002. Der betragtes alene det sidste "uddannelsesforhold" inden start på en videregående uddannelse. Det kan være en fuldført uddannelse med studiekompetence eller erhvervskompetence. Enkelte fuldførte uddannelser er grupperet sammen (erhvervsfaglige uddannelser inkl. grundforløb m.v.). En del studerende er studieskiftere, dvs. kommer direkte fra et afbrudt uddannelsesforløb. Endelig kommer en del studerende uden tidligere at have været registreret i uddannelsessystemet (uoplyste), fx indvandrere eller gæstestuderende, som har taget grundskoleuddannelsen i andre lande.

For KVU kom 64% fra en fuldført uddannelse; 37% med studiekompetence, 25% med erhvervskompetence (oftest en erhvervsfaglig uddannelse) og 2% med anden fuldført uddannelse. 24% var studieskiftere, heraf kom 18% fra et afbrudt videregående uddannelsesforløb.

På MVU havde 72% en fuldført uddannelse bag sig; heraf havde 38% studiekompetence og 31% havde erhvervskompetence; heraf 17% med en fuldført erhvervsfaglig hovedforløbsuddannelse og 14% med en fuldført videregående uddannelse (oftest en kort- eller mellemlang videregående uddannelse). 24% var studieskiftere der havde et afbrudt forløb bag sig; heraf kom 16% med et afbrud fra en videregående uddannelse.

Til bacheloruddannelserne kom 69% med en fuldført uddannelse. Ikke overraskende kom 58% med studiekompetence; 43% med en almengymnasial uddannelse, 14% med en erhvervsgymnasial uddannelse og 1% med et fuldført erhvervsfagligt grundforløb. 10% havde erhvervskompetence; heraf 3% en erhvervsfaglig hovedforløbsuddannelse og 3% en kort videregående uddannelse. Studieskifterne udgjorde 26% for nystartede bachelorer; heraf kom 16% fra en bachelor eller kandidatuddannelse (heraf 13% fra en afbrudt bacheloruddannelse).

Til kandidatuddannelserne kom 75% med en fuldført uddannelse bag sig, primært en bacheloruddannelse (50%), men også gymnasial uddannelse (12%) og MVU (8%). Andelen med bacheloruddannelse virker lav, men det skyldes, at tilgangen til kandidatuddannelserne er præget af, at der her er tale om to slags tilgange (til hhv. udelte kandidatuddannelser og kandidatoverbygningsuddannelser). Desuden ser det højt ud, at 3% påbegyndte en kandidatuddannelse efter en fuldført kandidatuddannelse, men det er hovedsageligt studerende, der valgte at supplere eller udbygge deres uddannelse. 16% var studieskiftere heraf; 6% fra en afbrudt bacheloruddannelse og 7% fra en afbrudt kandidatuddannelse.

I tabel 6.3.7 opgøres den procentuelle fordeling af studerende på de videregående uddannelser fordelt på personer med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommere, opgjort fra 1993 til 2002.

For alle hovedgruppers vedkommende gør det forhold sig gældende, at en stigende andel af de studerende er indvandrere eller efterkommere (hovedparten var indvandrere).

KVU var det område, der havde den største andel af indvandrere og efterkommere. I 2002 udgjorde de 12,9% af de studerende; i 1993 var det 4,9% af de studerende.

På de mellemlange videregående uddannelser og på bacheloruddannelserne udgjorde indvandrere og efterkommere i 2002 hhv. 6,2% og 7,7% af bestanden af studerende.

8,5% af de studerende på LVU var indvandrere eller efterkommere i 2002; i 1993 udgjorde de 5,2% af de studerende. Tallene for ph.d. var hhv. 12,7% og 8,3%.

Tabel 6.3.1 Kønsfordeling af bestanden af studerende på de videregående uddannelser fra 1993 til 2002, opgjort pr. 1/10 i året.

1) 2002 er p.t. det seneste indberetningsår. Der kan forekomme manglende eller forkerte indberetninger fra institutionerne. Indtil der bliver rettet op på disse mangler og fejl, bør 2002-tallene derfor betragtes som foreløbige.

2) At der for bacheloruddannelserne er tal fra, før uddannelserne formelt blev oprettet, skyldes, at fx HA og erhvervssprog allerede før reformen havde denne struktur, og at der inden reformen var forsøgsordninger med visse bacheloruddannelser. Bachelorreformen har generelt ført til usikkerhed i datagrundlaget i omlægningsperioden.

3) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og kandidatoverbygningsuddannelser. Se tillige note for bachelorerne.

4) Fra 2000 til 2002 er tallene for ph.d. behæftede med fejl. Dette forhold påvirker fremskrivningerne. Der kan henvises til Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling.

Figur 6.3.1 Fordelingen af mænd og kvinder i bestanden af studerende på kandidatuddannelserne fra 1993 til 2002, opgjort pr. 1/10 i året.

Se noter under tabel 6.3.1.

Tabel 6.3.2 Den gennemsnitlige aldersfordeling for bestanden af studerende på de videregående uddannelser fra 1993 til 2002, opgjort pr. 1/10 i året.

1) 2002 er p.t. det seneste indberetningsår. Der kan forekomme manglende eller forkerte indberetninger fra institutionerne. Indtil der bliver rettet op på disse mangler og fejl, bør 2002-tallene derfor betragtes som foreløbige.

2) Nedgangen i tallene skyldes, at KVU-erhvervssprog efterhånden er blevet afløst af erhvervssproglige bachelorer.

3) Pædagoguddannelsen blev forlænget med ½ år til 3½ år fra starten af undervisningsåret 1992/93.

4) At der for bacheloruddannelserne er tal fra, før uddannelserne formelt blev oprettet, skyldes, at fx HA og erhvervssprog allerede før reformen havde denne struktur, og at der inden reformen var forsøgsordninger med visse bacheloruddannelser. Bachelorreformen har generelt ført til usikkerhed i datagrundlaget i omlægningsperioden.

5) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og kandidatoverbygningsuddannelser. Se tillige note for bachelorerne.

6) Fra 2000 til 2002 er tallene for ph.d. behæftede med fejl. Dette forhold påvirker fremskrivningerne. Der kan henvises til Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling.

7) I 2000 blev laborantuddannelsen forlænget med et ½ års frivilligt traineeforløb, dette påvirker naturligt elevtallene.

* Mindre end 3 personer.

Figur 6.3.2. Gennemsnitlig aldersfordeling fordelt på hovedgrupper opgjort pr. 1/10 i perioden 1993 til 2002.

Se noter under tabel 6.3.2.

Tabel 6.3.3 Ansøgere¹⁾ og afviste på den Koordinerede Tilmelding (KOT), opgjort fra 1995 til 2002.

1) 1. Prioritetsansøgere, ekskl. 1-årige hhx.

2) Heraf opfylder en del ikke adgangskravene i fx. 1999 var det 2.118 ansøgere.

Kilde: Tilmeldingssekretariatet, Københavns Universitet.

Tabel 6.3.4 Ansøgere, procentuelt fordelt efter adgangsgivende eksamen, opgjort fra 1996 til 2002 (KOT).

Anm. Tallene indeholder hele KOT'ens optagelsesområde.

1) Anden baggrund er ansøgere, der fx ikke har en adgangsgivende eksamen.

Kilde: Tilmeldingssekretariatet, Københavns Universitet.

Tabel 6.3.5 Antallet af ansøgere, optagne og afviste for udenlandske statsborgere, opgjort fra 1994 til 2002 (KOT).

Note: Ekskl. Grønland, særpladser for: Færøerne, Grønland og Island.

Anm. Tallene indeholder hele KOT'ens optagelsesområde.

Kilde: Tilmeldingssekretariatet, Københavns Universitet.

Tabel 6.3.6 Procentuel fordeling af studerendes uddannelsesmæssige baggrund fordelt på fuldført og afbrudt forløb ved start på udvalgte videregående uddannelser i 2002.

Pga. afrundinger kan summerne afvige.

1) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og kandidatoverbygningsuddannelser.

2) Fra DTU mangler helt indberetning af elever for adgangseksamen til diplomingeniøruddannelsen.

3) Antallet af afbrud fra grundforløb for højt, det skyldes, at de som har fuldført et grundforløb og siden genstartet det samme grundforløb på samme skole, vil få registreret et afbrud fra deres første forløb.

4) Tallene for ph.d. behæftede med fejl.

5) Indeholder: Grundskolens 8.-10. klassetrin og ikke kompetencegivende almen uddannelse.

Tabel 6.3.7 Procentuel fordeling af bestanden af de videregående uddannelser fordelt på personer med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommere, opgjort for perioden 1993 til 2002.

Anm.: Uddannelsesopgørelsen svarer til Danmarks Statistiks klassificering af uddannelser.

Kilde: Danmarks Statistik, "Statiskbanken - 2004", samt egne beregninger fra Statistik & Analyse UNI•C.

6.4 Lærerressourcer

Siden gennemførelsen af budgetreformen for de videregående uddannelser i 1994 budgetteres ikke længere på grundlag af forudsætning om antal studerende i forhold til lærerårsværk.

I tabel 6.4.1 opgøres antallet af lærere og lærerårsværk på MVU- institutioner ^[2] og universitetslovsinstitutioner ^[3] fra 1994 til 2002.

For både MVU og universiteterne er der en markant forskel mellem antallet af lærere og lærerårsværk. Denne forskel indikerer, at begge områder er præget af mange deltidsansatte.

MVU-institutionerne havde i alt 16.000 lærere i 2002; i 1996 var der 19.000 lærere. Antallet af lærerårsværk udgjorde konstant ca. 3.000.

Universitetslovsinstitutionerne havde i alt ca. 32.000 lærere i 2002. I 1996 var der ca. 30.000. I 2002 udgjorde antallet af lærerårsværk ca. 10.000 - i 1994 var der ca. 7.000 lærerårsværk.

I tabel 6.4.2 opgøres antal lærerårsværk ved universitetslovsinstitutionerne for videnskabelige medarbejdere fordelt på institutioner fra 1996 til 2002.

I 2002 var der i alt ansat 10.320 lærerårsværk; i 1996 var det 7.814 lærerårsværk. Således steg antallet af lærerårsværk med 32,1% i perioden.

Københavns Universitet havde det største forbrug af lærerårsværk (2.454 lærerårsværk i 2000) efterfulgt af Århus Universitet med 1.790 og Danmarks Tekniske Universitet med 1.296 lærerårsværk. Et mindre antal lærerårsværk ses fx på It-Universitetet i København med 69 lærerårsværk.

Tabel 6.4.1 Lærerressourcer for mellemlange videregående uddannelser og universitetslovsinstitutioner, opgjort i personer og årsværk (i 1.000), fra 1994 til 2002.

1) Indeholder: Undervisere/forskere, deltids- og timelærere samt stipendiater. Antallet af lærere opgøres ikke mere. De historiske antal lærere stammer fra andre kilder og skal tages med forbehold.

2) Se fuld liste i tabel 6.4.2. For DPU indgår der først tal fra 2001.

3) I 2001 omfattende: Sociale højskoler, teknika, handelshøjskoleafdelinger, ergo- og fysioterapeutskoler, Jordemoderskolen, hospitalslaborantskoler, lærer-, husholdnings-, håndarbejds- og pædagogseminarier, Dansk Sløjdlærerskole, Sygeplejerskeskolehøjskolen i Århus, Danmarks Journalisthøjskole og DPU (meget få).

4) Indeholder undervisere/forskere og deltids- og timelærere (ekskl. stipendiater).

a) Tallet er skønnet.

Kilde: Undervisningsministeriet Økonomikontor og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Tabel 6.4.2 Antal lærerårsværk ved universitetslovsinstitutionerne opgjort for videnskabelige medarbejdere ¹⁾ på institutionsniveau, fra 1996 til 2002.

1) Indeholder: Undervisere/forskere, deltids- og timelærere samt stipendiater.

2) For DPU findes kun tal i 2001 og 2002 og tallene er ekskl. "Learning Lab Denmark".

Kilde: Universiteternes årlige indberetning til årsrapporten, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

6.5 Frekvenser og tider i de videregående uddannelsesforløb

Dette afsnit indeholder beregning af fuldførelsesprocenter samt fuldførelses- og afbrudstider for udvalgte uddannelsesgrupper under det videregående uddannelsesområde (DVU). Fuldførelsesprocenten beregnes hvert år ud fra det mønster, der kan iagttages i tværsnitsperioden. Fuldførelsesprocenten er således en beregnet størrelse af, hvor stor en andel af de personer der er påbegyndt en uddannelse, der forventes at fuldføre (studieskift i et forløb betragtes som afbrud). Således beregnes procenten for afbrud som 100% minus fuldførelsesprocenten.

Der er generelt knyttet betydelige metodiske vanskeligheder til opgørelse af fuldførelsesprocenter. Måler man eksempelvis fuldførelsen i forhold til starten på den enkelte uddannelse? Opererer man på undergrupper eller hovedgrupper?

Hvis en uddannelse/gruppe fx oprettes eller nedlægges, kan det resultere i nogle tilsyneladende overraskende fuldførelsesprocenter og studietider. Vi har, bl.a. derfor, ikke bragt alle resultater for undergrupperne. Dette områdes strukturændringer har også stor betydning for fuldførelsesprocenterne, og der har tillige været mangelfulde indberetninger om antallet af fuldførte m.v. fra forskellige videregående uddannelsesinstitutioner. (Se evt. afsnit noter og kommentarer i 6 og afsnit 6.1).

Den helt overordnede fuldførelsesprocent for hele det videregående uddannelsesområde er ifølge profilberegningerne var i 2000 85% (ved redaktionens afslutning forelå der endnu ikke nyere tal). Sandsynligheden for at en person, der påbegynder en videregående uddannelse, også afslutter en videregående uddannelse - om end ikke nødvendigvis den som han startede på - er altså høj.

Ser man på enkelte udvalgte uddannelser eller uddannelsesgrupper på hovedområder, er billedet naturligvis et andet. Her vil man regne studieskiftere med som afbrudte.

I tabel 6.5.1 ses udviklingen i fuldførelsesprocenten for udvalgte videregående uddannelser fra 1993 til 2002.

På de korte videregående uddannelser (KVU) var der varierende tendens til at fuldføre. I 2002 svingede fuldførelsesprocenterne mellem ca. 56% (it-uddannelser) og ca. 94% (transportuddannelser).

Fuldførelsesprocenten for akademi-/markedsføringsøkonomer m.v. lå på 66,7%; hovedparten af de, der afbrød denne uddannelse, forventes at forsætte på et nyt uddannelsesforløb.

De mellemlange videregående uddannelser (MVU) har generelt høje fuldførelsesprocenter, svingende mellem ca. 50% (HD) og ca. 96% (forsvarsuddannelser) i 2002. På enkelte meget populære uddannelser fuldfører ekstraordinært mange studerende; blandt disse havde fx journalistuddannelsen en gennemførelsesprocent på 89,0% i 2001, og på pædagoguddannelsen var fuldførelsesprocenten i samme år 92,2. For de fleste mellemlange uddannelsers vedkommende vejer studieskifterne tungt, når frafaldet opgøres. HD (åben uddannelse) havde områdets laveste fuldførelsestendens i 2002 på 50,3%.

Som tidligere nævnt var bacheloruddannelserne præget af omlægninger i perioden. Fuldførelsesprocenterne i 2002 varierende fra 37,1% (sprog) til 74,4% (sundhed). For bachelor naturvidenskab lå fuldførelsesprocenten på 43,0. Hovedparten af de, som afbrød et bachelorforløb, vil fortsætte på et nyt uddannelsesforløb.

På kandidatuddannelserne (LVU) var fuldførelsesprocenten for hovedparten af grupperne over eller omkring 70%. Fuldførelsen for en række af uddannelserne måles i forhold til starten på de 2-årige kandidatuddannelser, mens andre beregnes for uddelte uddannelser (fx 5-årige forløb). I 2002 fuldførte 81,9% veterinærvidenskab, og 81,7% fuldførte farmaceutstudiet og hele 83,6 fuldførte jura.

I tabel 6.5.2 ses de gennemsnitlige fuldførelsestider for udvalgte videregående uddannelser fra 1993 til 2002. Tiderne er naturligvis påvirket af skiftet i de normerede studietider, men også af omlægninger af uddannelserne, fx pædagoguddannelsen som i perioden blev forlænget med ½ år. Fuldførelsestiderne er dermed meget varierende - afhængig af uddannelsesgruppe. De længste tider ses naturligt for de udelte kandidatuddannelser. Fx tog arkitektuddannelsen gennemsnitligt 6,1 år at fuldføre, mens teologerne var 7,4 år om at fuldføre og for jura tog det 2,6 år.

For KVU ses at akademi-/markedsføringsøkonomerne i 2002 var 2,0 år om at fuldføre deres uddannelse. De længste uddannelsestider ses for de kunstneriske uddannelser (Kulturministeriet) med en fuldførelsestid på omkring 3 år. Den korteste tid ses for transportuddannelserne (0,9 år).

For de mellemlange videregående uddannelser lå fuldførelsestiden for mange af uddannelserne på omkring 3 år. I 2002 tog det fx 3,5 år at blive pædagog, 4,3 år at blive folkeskolelærer og 3,9 år at blive sygeplejerske. Der findes også visse kortere forløb; fx tog det 0,9 år at fuldføre sygepleje-diplomuddannelsen, og videreuddannelsen for sygeplejersker tog ca. 1 år.

Hovedparten af bacheloruddannelser i 2002 tog omkring 3 år at fuldføre; længst var den tiden for landbrugsvidenskab med 3,5 år, og kortest var fuldførelsestiden for bibliotekar 1,4 år (uddannelsen er omlagt). Efter gennemførelsen af bachelorreformen faldt kandidatuddannelsesområdets gennemsnitlige fuldførelsestid. Dette er en naturlig konsekvens af strukturen og afspejles tydeligt i tabellen.

For kandidatuddannelserne ses en varierende fuldførelsestid, fordi området indeholder både delte og uddelte uddannelser. I 2001 tog det 7,3 år at blive læge og 7,4 år at blive teolog. For den delte jurauddannelse ses en tid på 2,6 år.

I tabel 6.5.3 opgøres de gennemsnitlige afbrudstider for de videregående uddannelser fra 1993 til 2002. Man skal holde sig for øje, at der for visse uddannelser kan være tale om et meget lille antal afbrud. Dette giver store variationer i de gennemsnitlige afbrudstider. Samtidig hermed bør fuldførelsestiden indgå i vurderingen af de gennemsnitlige tider for afbrud.

For akademi-/markedsføringsøkonomerne og it-uddannelserne var de studerende i 2002 0,8 år om at afbryde. For sundhedsuddannelserne (KVU) var afbrudstiden 1,2 år.

MVU har også varierende afbrudstider. Fx var studerende på HD i 2002 1,8 år om at afbryde. Sygeplejerskernes afbrudstid var 1,3 år. De studerende på grafonomuddannelsen (i dag hedder uddannelsen PB i grafisk kommunikation) afbrød efter 0,4 år.

For bachelorområdet ses at de studerende, der i 2002 afbrød jura, var 2,1 år om det, og at de, der afbrød psykologi, var 2,5 år om at afbryde.

Også for kandidatuddannelserne varierede afbrudstiden. Fx ses at de, der afbrød uddannelsen til civilingeniør og læge i 2002, var hhv. 2,5 år og 2,9 år om at forlade uddannelsen. Mens de studerende på forvaltningsuddannelsen var 3,1 år om at forlade uddannelsen.

Tabel 6.5.1 Fuldførelsesprocenter for studerende på udvalgte videregående uddannelser fra 1993 til 2002, opgjort fra 1/10 året før til 30/9 i året.