Forrige kapitel Til forsiden
Krone
Undervisningsministeriets logo

5 Et nationalt udviklingsarbejde – fra vision til virkelighed






Foto: Lærer underviser pige med tørklæde

Regeringen har gjort 2005 til et udviklingsår for anerkendelse af realkompetence. Håbet er, at alle centrale aktører i uddannelsessektoren, på arbejdsmarkedet og i fritids- og folkeoplysningssektoren tager imod invitationen. Kun med bidrag fra alle de parter, der i hverdagen leverer rammerne for danskernes læring og dygtiggørelse, kan Danmark forløse borgernes faktiske kunnen. Hvilket netop er regeringens ambition med anerkendelse af realkompetence.

Udover at diskutere og finde løsninger på de mange konkrete spørgsmål som anerkendelse af realkompetencer rejser, er det helt afgørende, at der skabes den bedst mulige erfarings- og vidensudveksling mellem uddannelsessektoren, arbejdsmarkedet og den folkeoplysende og frivillige sektor. Udviklingen af nye muligheder forudsætter, at de tre sektorer kan inspirere og befrugte hinanden – og at de har samme forståelse af mål, midler og ambitioner.

Intentionen er netop, at kunnen og færdigheder, der er udviklet og skabt i én sektor, skal kunne tages med, bruges og videreudvikles i en anden. Kompetencerne skal kunne flyde frit og følge med den enkelte på tværs af de sektorgrænser, som ellers præger indretningen af vores samfund og uddannelsessystem. Det vigtige er ikke, hvor man har sine kompetencer fra – men at man faktisk har dem og kan få dem værdsat.

Undervisningsministeriet, uddannelsesstederne, organisationerne på arbejdsmarkedet og den folkeoplysende og frivillige sektor står med nogle fælles udfordringer. For at virkeliggøre visionen er der behov for:

  • Erfaringsopsamling og diskussion af sektorernes muligheder for at bidrage til øget anerkendelse af realkompetencer. Erfaringerne og mulighederne vil være vidt forskellige alt afhængig af sektor, område og formål. Men fælles er behovet for at sætte realkompetencerne i centrum – og for at levere en handlingsorienteret beskrivelse af, hvordan man kan bidrage til anerkendelsen af dem.
     
  • Udvikling af metoder og redskaber, der gør det muligt at dokumentere og foretage pålidelige og gyldige vurderinger af den enkeltes faktiske kunnen. Denne udfordring er stor for uddannelsessektoren. Men metoder og redskaber til dokumentation af realkompetencer forudsætter aktiv medvirken og substantielle bidrag fra arbejdsmarkedet og den folkeoplysende og frivillige sektor.
     
  • Forsøgsarbejde med dokumentation og vurdering af realkompetencer, der kan give anvisninger på nye veje i anerkendelsen af realkompetence. Det gælder ikke mindst i forhold til at sikre ligeværdighed og overskuelige tilbud om kompetencevurdering. Der opfordres til, at de enkelte sektorer og områder iværksætter forsøgsarbejde og deltager i tværgående samarbejde.

Undervisningsministeriet vil i det kommende år tage initiativ til at befordre udviklingsarbejdet om realkompetence og skabe rammer for en praktisk erfaringsudvikling mellem de tre sektorer.

Initiativerne vil omfatte:

  • Etablering af netværk, hvor centrale aktører fra uddannelsessektoren, arbejdsmarkedet og fritids- og oplysningssektoren kan mødes og udveksle erfaringer, inspirere hinanden og koordinere udviklingsarbejdet.
     
  • Afholdelse af møder, seminarer og konferencer om realkompetence for at befordre erfaringsudveksling, og hvor der kan gøres status over udviklingsarbejdet.
     
  • Adgang til informationer og materialer på hjemmesiden www.realkompetencer.dk om udviklingsarbejdet rundt om i landet, der kan inspirere i processen.

Anerkendelse af realkompetencer indføres ikke med et snuptag og ikke i løbet af bare ét år. Det kommer til at tage længere tid at gennemføre den ændring af uddannelsestænkningen, som realkompetence-initiativet er et udtryk for. Både i og uden for uddannelsessystemet kræver det betydelig omstilling at acceptere, at realkompetencer kan være ligeværdige med formelle kompetencer. Men det kommende år bliver afgørende for, hvilke rammer og muligheder Danmark i fremtiden kan tilbyde sine borgere for at udvikle, dygtiggøre og udfolde sig.

Et engageret og dynamisk udviklingsarbejde i det kommende år vil være et vigtigt signal om, at det danske samfund mere end nogensinde har brug for borgernes samlede kunnen. Og at samfundet derfor er parat til at anerkende den.

Undervisningsministeriet vil i første halvdel af 2006 indkalde til statuskonference, hvor det hidtidige arbejde, de praktiske erfaringer og udmøntning af mål og principper for anerkendelse af realkompetence diskuteres.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "Det du kan – på sporet af Danmarks skjulte kompetencer" som kapitel 5 af 5
© Undervisningsministeriet 2005

Forrige kapitel Til forsiden
Til sidens top