Uddannelse for bæredygtig udvikling
- strategi for FN’s tiår 2005-2014

Resumé
Publikationen præsenterer Undervisningsministeriets strategi for, hvordan den danske uddannelsessektor kan bidrag til realiseringen af FN’s tiår for uddannelse for bæredygtig udvikling. Strategien skal sikre, at børn, unge og voksne bliver bevidste om begrebet bæredygtig udvikling, og at de gennem tilegnelse af viden, kundskaber og færdigheder bliver i stand til at handle bæredygtigt.
Publikationen kan bestilles via boghandlere eller direkte hos Nordisk Bog Center, telefonnummer: 56 36 40 40, faxnummer: 56 36 40 39 eller e-post: ekspedition@nbcas.dk. Publikationen er gratis, dog mod et ordregebyr og forsendelsesomkostninger.
Indhold:
Forord
Indledning
Nationale tiltag
Målet med en dansk strategi for uddannelse for bæredygtig udvikling
Initiativer og handlinger
Nyttige links
Komplet indholdsfortegnelse
Kolofon
Hele publikationen samlet i en fil (28 kB)
Hele publikationen i PDF-format (438 KB)
Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
Telefon 3392 5000
© Undervisningsministeriet 2009
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.

Forord
Denne strategi er Undervisningsministeriets bud på, hvordan
uddannelsessektoren kan bidrage til implementering af FN’s
tiår for uddannelse for bæredygtig udvikling.
Strategien for uddannelse for bæredygtig udvikling skal sikre, at
børn, unge og voksne bliver bevidste om begrebet bæredygtig
udvikling, og at de gennem viden, kundskaber og færdigheder
bliver i stand til at handle kompetent. Herved bidrager uddannelsessektoren
til at styrke regeringens grønne profil.
Gennem inddragelse af bæredygtig udvikling i alle relevante
læreplaner i grund- og ungdomsuddannelserne samt i læreruddannelserne
vil koblingen mellem naturfag, samfundsfag og
humanistiske fag blive tydeligere. Eksempelvis vil kendskab til
flere problemstillinger med relation til klimaforandringer give
oplagte muligheder for at lave flerfaglige undervisningsforløb.
Med strategien for uddannelse for bæredygtig udvikling er der
skabt grundlag for, at alle dele af uddannelsessektoren bidrager
aktivt til at virkeliggøre de intentioner, der var baggrunden for
vedtagelsen af FN’s tiår for uddannelse for bæredygtig udvikling
2005-2014.
Ansvaret for gennemførelsen af tiåret for uddannelse for bæredygtig
udvikling har FN lagt hos UNESCO, der er kommissionen
for uddannelse, forskning, kultur og kommunikation.
Ansvar for udarbejdelse af en national strategi samt opfølgning
heraf ligger hos de nationale myndigheder. Derfor er strategien
udarbejdet i et samarbejde mellem den danske UNESCOnationalkommission
og Undervisningsministeriet.
Bertel Haarder
Undervisningsminister
December 2008

Indledning
Forenede Nationers (FN) generalforsamling vedtog i 2002,
at perioden fra 2005 til 2014 skulle udgøre tiåret for uddannelse
for bæredygtig udvikling. Hensigten hermed var at styrke
indsatsen for en bæredygtig udvikling overalt i verden gennem
uddannelse og læring.
Det internationale ansvar for koordinationen af tiårets aktiviteter
er forankret hos UNESCO (FN’s organisation for uddannelse,
forskning, kommunikation og kultur).
FN har ikke udarbejdet en egentlig officiel definition af begrebet
uddannelse for bæredygtig udvikling. Det skyldes, at man
netop ønsker at give plads til en bred fortolkning med muligheder
for store nationale forskelle.
UNESCOs tolkning af begrebet uddannelse for bæredygtig
udvikling indikerer, at uddannelser og læringsmiljøer skal øge
befolkningens kompetencer og færdigheder, således at beslutninger
træffes på baggrund af viden og overvejelser vedrørende
- forholdet mellem nuværende og kommende generationers
behov og interesser
- forholdet mellem bevaring og forandring
- forholdet mellem rige og fattige
- forholdet mellem lokale interesser og globale hensyn.
Miljøkomiteen under FN’s økonomiske kommission for
Europa (UNECE) har som opfølgning på generalforsamlingens
vedtagelse udarbejdet en strategi for indsatsen vedrørende
uddannelse for bæredygtig udvikling. UNECE-strategien er
tiltrådt i 2005 af de 56 medlemslande og bekræftet ved et fælles
undervisnings- og miljøministermøde i Beograd i 2007.
UNECE peger på seks områder som væsentlige for opfyldelse
af strategien:
- at nationale strategier gennem for eksempel bekendtgørelser
og læreplaner understøtter uddannelse for bæredygtig udvikling
- at fremme bæredygtig udvikling gennem formel, ikke-formel
og uformel læring1
- at fremme underviseres og andre læringsansvarliges motivation
og kompetencer til at inkludere bæredygtig udvikling i
læringen
- at adækvate værktøjer og materialer vedrørende uddannelse
for bæredygtig udvikling er tilgængelige
- at fremme forskning i og udvikling af uddannelse for bæredygtig
udvikling
- at styrke samarbejdet om uddannelse for bæredygtig udvikling
inden for UNECE-regionen.
Fodnoter
1) Formel læring henviser til læring på uddannelsesinstitutioner, som fører til en
formel anerkendelse af uddannelsen. Ikke-formel læring henviser til læring, der
foregår uden for de etablerede uddannelsesinstitutioner og typisk ikke fører til en
eksamen. Hertil hører for eksempel læring på arbejdspladser, i lokalsamfund, inden
for organisationer og grupper. Folkeoplysningen hører til her. Uformel læring
handler om den læring, som foregår i hverdagslivet, og som ikke nødvendigvis
bevidst er arrangeret med henblik på læring og måske heller ikke opfattes af deltagerne
som noget, der udvikler deres viden og færdigheder.

Nationale tiltag
I grundlaget for VK Regeringen III fra november 2007 “Mulighedernes
samfund” indgår: “At regeringen i en ny strategi for
bæredygtig udvikling vil fremlægge en række tiltag til håndtering
af de fremtidige udfordringer”.
Miljøministeriet udsendte i juni 2007 regeringens debatoplæg
om en strategi for bæredygtig udvikling med titlen “Grønt Ansvar”.
Debatoplægget indeholdt et overblik over, hvad regeringen
har iværksat siden den forrige danske strategi fra 2002 med
titlen “Fælles fremtid – Udvikling i balance”. Endvidere er der
taget en række nye initiativer, der bidrager til at videreudvikle
den danske bæredygtighedsstrategi til en samlet strategisk planlægningsramme.
Brundtland-kommissionens mål fra 1987 er:
“Bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende
generationers behov uden at bringe fremtidige generationers
mulighed for at opfylde deres behov i fare”.
For at nå målet er det vigtigt, at alle parter i samfundet – politikere,
erhvervsliv og borgere – påtager sig et fælles ansvar for at
medvirke til en bæredygtig udvikling.
Der er etableret et tættere samarbejde mellem miljø- og uddannelsessektorerne
med henblik på optimal udnyttelse af
begge sektorers kompetencer. Herved sikres der synergi mellem
regeringens overordnede strategiske planlægningsramme for
bæredygtig udvikling og de delstrategier, der udvikles inden for
andre sektorer, herunder uddannelses- og miljøsektorerne.

Målet med en dansk strategi for uddannelse for bæredygtig udvikling
Det overordnede mål med strategien er,
- At kendskabet til uddannelse for bæredygtig udvikling udbredes
og anvendes i praksis på alle uddannelsesniveauer i det formelle
uddannelsessystem. Herudover gøres en særlig indsats i forhold
til de ikke-formelle læringsmiljøer samt – hvor det er muligt –
de uformelle læringsmiljøer.
- At styrke befolkningens forståelse, engagement og viden om
begrebet bæredygtig udvikling under inddragelse af samspillet
mellem økonomiske, sociale, politiske og kulturelle forhold,
således at den generelle debat om emnet kvalificeres.
- At koordinere en række danske uddannelsesinitiativer, således
at der tidsmæssigt og indholdsmæssigt kan skabes sammenhæng
og synergi.
En række aktuelle danske initiativer inden for uddannelsesområdet
understøtter allerede strategien for uddannelse for bæredygtig
udvikling.
Det drejer sig især om følgende:
- Rapporten “Et Fælles Løft”, der vedrører en styrkelse af natur,
teknik og sundhed
- Klimaundervisning 2009
- Virtuel Galathea 3
Denne kobling af de igangværende danske initiativer skal ikke
mindst ses på baggrund af, at det er Undervisningsministeriets
ambition, at naturvidenskabelig indsigt får en mere fremtrædende
placering som en del af den almene dannelse.
En solid naturfaglig almendannelse er en forudsætning for
kvaliteten af den demokratiske beslutningsproces i et samfund
præget af højteknologi og store udfordringer på for eksempel
sundheds- og klimaområderne.
Strategien tager udgangspunkt i følgende budskaber:
- Det personlige ansvar og engagement er vigtigt for styring
af egne handlinger og adfærd.
- Demokratiske beslutninger bør træffes på baggrund af solid
faglig viden.
- Der tilstræbes en økonomisk vækst, som ikke skader fremtidige
generationer eller andre verdensdeles muligheder for
vækst.

Initiativer og handlinger
I Danmark har der gennem en årrække været arbejdet med
de områder, der er nævnt i UNECEs strategi og i UNESCOs
fortolkning af begrebet uddannelse for bæredygtig udvikling.
Men der er fortsat behov for fokus på, at elever og studerende
får et bredt og dybtgående kendskab til naturfaglige emner og
sammenhængen mellem disse og samfundets økonomiske, miljømæssige,
sociale og kulturelle forhold.
For at nå de nationale og internationale mål har Undervisningsministeriet
sat følgende initiativer i gang:
- Udbygning af organisatoriske rammer for koordinering og
synergi:
- Der er skabt formelle organisatoriske rammer gennem
etablering af Dialogforum, bestående af en bred kreds af
interesseorganisationer og et tværministerielt netværk.
Inden for disse rammer skal aktiviteterne styrkes.
- Samarbejdet med de frivillige organisationer skal styrkes,
så implementering af strategien kommer til at foregå
i et samspil mellem centrale og decentrale offentlige
myndigheder og alle relevante interessenter, herunder
NGO’er og den folkeoplysende sektor.
- Der er sikret en sammenhæng mellem de hidtidige initiativer
på uddannelsesområdet og strategien for bæredygtig
udvikling.
- Aspekter af bæredygtig udvikling skal indgå i institutionernes
generelle værdi- og kvalitetsprofiler.
- Kommunale Agenda 21-strategier udbygges, så de målrettet
inddrager uddannelse for bæredygtig udvikling i
de redegørelser, der ifølge Lov om planlægning, § 33 a,
for hver valgperiode skal sendes til Miljøministeriet.
- Inddragelse af begrebet bæredygtig udvikling i love, regler
og planer:
- Bæredygtig udvikling har siden 2005 været inddraget
ved revision af målbeskrivelser, læreplaner og vejledninger
for grund- og ungdomsuddannelserne, herunder
også erhvervsuddannelserne.
- Læreplanerne for folkeskolens undervisning i natur/
teknik, biologi, geografi og samfundsfag samt i det
obligatoriske emne sundheds- og seksualundervisning og
familiekundskab skal sammentænkes på alle uddannelsesniveauer
med henblik på at styrke elevernes interesse for
de enkelte fag og disses indbyrdes sammenhæng.
- Bæredygtig udvikling indgår i læreplaner for fagene biologi,
fysik, naturgeografi og samfundsfag på det gymnasiale
område, og de udvidede muligheder for at arbejde
med forskellige fagkombinationer i de gymnasiale uddannelser
efter reformen i 2005 kan udnyttes optimalt.
- I alle uddannelser skal deltagerne forholde sig til begrebet
bæredygtig udvikling såvel ud fra en naturfaglig
som en samfundsmæssig, humanistisk og demokratisk
tilgang.
- I forbindelse med kommende ændringer af læreplaner
mv. indarbejdes bæredygtig udvikling i de dele af uddannelseslovgivningen,
bekendtgørelser og målbeskrivelser,
hvor dette er relevant.
- Folkeoplysningssektoren kan anvende FN’s tiår for uddannelse
for bæredygtig udvikling som udgangspunkt
for undervisning i samspillet mellem naturfaglige, samfundsfaglige,
økonomiske, sociale og kulturelle aspekter.
- Strategiske indsatser:
- Der skal arbejdes mere målrettet med koordination af de
initiativer, der tidsmæssigt og indholdsmæssigt har sammenhæng.
- Som led i forberedelsen af Klimatopmødet i 2009 skal
der i de formelle og ikke-formelle læringsmiljøer arbejdes
strategisk og indholdsmæssigt med projekter med
relation til klimaforandringer og bæredygtig udvikling.
- Der planlægges afholdt en række klimatopmøder, hvor
unge er målgruppen.
- Der vil i løbet af FN’s tiår for uddannelse for bæredygtig
udvikling blive fokuseret og differentieret i forhold til
andre problemstillinger end klima og andre aldersgrupper
end børn og unge, eksempelvis som led i konceptet
for livslang læring.
- Samarbejdet mellem Undervisningsministeriet og Miljøministeriet
vil blive styrket gennem fælles initiativer som
for eksempel tættere samarbejde mellem skoler og naturskoler
om undervisningsforløb og -materialer.
- Som led i en styrket naturfagsundervisning er det besluttet
at oprette et Nationalt center for natur, teknik og
sundhed.
- Akademiet for Talentfulde Unge (ATU) er et tilbud til
gymnasieelever om at følge 2½ års intellektuelle udfordringer
sideløbende med deres almindelige undervisning.
Det første hold begyndte i januar 2008.
- Ved Sorø Akademi er det besluttet at oprette er nationalt
science-center til talentudvikling og talentpleje for alle i
uddannelsessystemet. De fysiske rammer forventes at stå
færdige i 2. kvartal af 2009.
- Det folkelige engagement i aspekter af bæredygtig udvikling
kan styrkes gennem interesseorganisationers og
oplysningsforbunds aktive inddragelse af begrebet i deres
løbende arbejde. Demokratiske processer bør have en
fremtrædende plads.
- Efteruddannelse:
- Begrebet uddannelse for bæredygtig udvikling indeholder
både kendte, nye og ikke mindst flerfaglige aspekter.
- Der gennemføres et pilotprojekt om didaktiske metoder
til inkorporering af uddannelse for bæredygtig udvikling
på tværs af grundskolens fag.
- Udbydere af efteruddannelse inddrager aspekter af
bæredygtig udvikling i de efteruddannelsesforløb, der
udbydes og gennemføres for undervisere, formidlere og
folkeoplysere.
- I samarbejde med Miljøministeriet opdateres tidligere
koncepter for miljøundervisning til at omfatte begrebet
bæredygtig udvikling.
- Formidling:
- Undervisningsministeriet vil i løbet af FN’s tiår for uddannelse
for bæredygtig udvikling styrke og udbygge de
formidlingsaktiviteter, der allerede er iværksat.
- Der etableres tættere link mellem www.ubuportalen.dk,
www.emu.dk, www.Klimaundervisning.dk og
www.1tonmindre.dk.
- Der vil løbende blive lagt bidrag til formidling af gode
eksempler på undervisningsforløb og didaktiske metoder
på Elektronisk Mødested for Undervisningsverdenen
www.emu.dk, der i øvrigt allerede rummer mere end
300 gode eksempler.
- Der arrangeres konferencer og møder, hvis indhold tager
udgangspunkt i centrale temaer, der er udpeget af internationale
organisationer som for eksempel UNESCO,
UNECE, EU og Nordisk Ministerråd.
- Der afholdes en ungdomskonference med temaet demokrati,
naturfag og bæredygtig udvikling i forbindelse
med Danmarks formandskab for Østersørådet i
2008/2009.
- Undervisningsministeriet vil gennem oplysningskampagner
medvirke til, at bæredygtig udvikling bliver et kendt
begreb, som indgår i læreres/formidleres bevidsthed i alle
uddannelses- og læringsmiljøer.
- Der etableres fælles fremstød på Miljøministeriets og
Undervisningsministeriets områder.
- Forskning og udvikling:
- Der bør etableres et solidt, forskningsbaseret vidensgrundlag
for den videre udvikling af uddannelse for
bæredygtig udvikling, og Undervisningsministeriet vil
derfor opfordre til øget forskning på området.
- Læreruddannelsen i natur, teknik og sundhed styrkes
blandt andet gennem udvikling af nye didaktiske metoder.
- Der udvikles nye flerfaglige videregående uddannelser,
der relateres til bæredygtig udvikling.
- Resultater af den nyeste forskning skal stilles til rådighed
for undervisningen, for eksempel gennem virtuelle formidlingskanaler
analogt med Virtuel Galathea 3.
- Der igangsættes et projekt, der sigter mod udvikling af
konceptet for Grøn Skole Grønt Flag i retning af bæredygtig
udvikling.
- Mobilisering af ressourcer:
- Strategien kan gennemføres inden for uddannelsesinstitutionernes
eksisterende økonomiske rammer. Yderligere
ressourcer kan komme fra indsatsområder, der årligt
prioriteres inden for rammerne af Forsøgs- og Udviklingsmidlerne.
- Særlige projekter, som relateres til for eksempel Klimatopmødet
2009, vil kunne iværksættes under Forsøgs- og
Udviklingsmidlerne for eksempel til formidlingsaktiviteter
og etablering af netværk.
- Initiativer med relation til styrkelse af natur, teknik og
sundhed samt kobling af disse med aspekter af samfundsfag,
bæredygtig udvikling og miljø vil ligeledes
kunne støttes af tværgående puljer til Forsøg og Udvikling.
- Inden for rammen af Tips- og lottomidlerne kan der
søges støtte til konkrete projekter med relation til Klimatopmødet
2009 og til uddannelse for bæredygtig
udvikling.
- Undervisningsministeriet vil opfordre producenter af
undervisningsmaterialer til at udvikle og producere undervisningsmaterialer,
der inddrager begrebet bæredygtig
udvikling.
- Undervisningsministeriet vil styrke samarbejdet mellem
uddannelses- og miljøsektorerne for at trække på de ressourcer, der allerede er til rådighed, for eksempel i naturskoler
og blandt naturvejledere og grønne guider.
- Undervisningsministeriet vil styrke samarbejdet med
NGO’er for derigennem at skabe synergi mellem uddannelsessektorens
ressourcer og NGO’ernes ressourcer.
- Indikatorer:
- Arbejdet med udvikling af indikatorer skal tage udgangspunkt
i det eksisterende arbejde, men der skal fokuseres
på objektive målbare indikatorer, som kan vise en progression
i uddannelsessektorens arbejde med bæredygtig
udvikling.
- Der udvikles et enkelt system af indikatorer, som også
vil være rettet mod opfyldelsen af målene i regeringens
kommende bæredygtighedsstrategi og dennes delstrategier.
- 50 % flere skoler forventes at deltage i konceptet Grønt
Flag Grøn Skole inden 2014.
- Samarbejdet mellem Undervisningsministeriet og Miljøministeriet
styrkes gennem udvikling af fælles undervisningsmaterialer
til brug i nationalparker.
- Antallet af uddannelsesinstitutioner, som har en bæredygtighedsstrategi,
øges med 25 % inden 2014.
- Uddannelsesinstitutionerne etablerer samarbejdsrelationer
om bæredygtig udvikling med partnerinstitutioner i
andre lande og eventuelt andre verdensdele.
- Mål- og procesevaluering:
- Den danske strategi for uddannelse for bæredygtig udvikling
vil blive evalueret, blandt andet i forbindelse med
afrapporteringer til UNECE og UNESCO.
- Undervisningsministeriet vil ved evalueringen af den
danske indsats for FN’s tiår tage udgangspunkt i de indikatorer,
som UNECE har foreslået.

Nyttige links
UNESCO på www.uvm.dk:
http://www.uvm.dk/Uddannelse/Tvaergaaende%20omraader/Internationalt/UNESCO.aspx
UNESCO.org:
http://portal.unesco.org/en/ev.php-URL_ID=29008&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html
UNECE.org:
http://www.unece.org/env/esd/welcome.htm
Brundtland rapporten:
http://www.bu.dk/pages/26.asp
Fælles fremtid - udvikling i balance:
http://www.miljøstyrelsen.dk/udgiv/Publikationer/2002/87-7972-210-5/html/default.htm
Et Fælles Løft:
http://www.uvm.dk/~/media/Files/Aktuelt/PDF08/080215_nts.ashx
Virtuel Galathea3:
http://virtuelgalathea3.dk/
Lokal Agenda 21:
http://www.lpa.dk/agenda21/Introduktion/Introduktion_la21.htm
Agenda 21 for Østersøregionen:
http://pub.uvm.dk/2003/baltic21/1.html
Fælles Mål II for undervisningen i folkeskolen:
http://www.uvm.dk/Uddannelse/Folkeskolen/Fag%20proever%20og%20evaluering/Faelles%20maal/Nye%20Faelles%20Maal%202009.aspx
Fagenes sider i de gymnasiale uddannelser:
http://www.uvm.dk/Uddannelse/Gymnasiale%20uddannelser/Fagenes%20sider.aspx
Erhvervsfaglige uddannelser og miljø:
http://www.uvm.dk/~/media/Files/Udd/Erhvervs/PDF08/151208_miljoe.ashx
Grønt Flag Grøn Skole:
http://www.groentflag.dk/page.php?page=226&menu=1
Grønne guider:
http://www.greenguides.net/greenguides/greenguides.htm
Naturvejledere:
http://www.skovognatur.dk/Kontakt/Naturvejledning/
Nationalparker:
http://www.skovognatur.dk/Ud/Oplev/Nationalparker/
Akademiet for Talentfulde Unge (ATU):
http://www.ungetalenter.dk/
Science-center Sorø:
http://www.soroe-akademi.dk/science/sci_fs1.htm
Dansk Folkeoplysnings Samråd:
http://www.dfs.dk/netavisen/konference/nordiskpaedagogikforbaeredygtigudvikling.aspx
Tips- og lottomidler:
http://www.uvm.dk/For%20institutioner/Finanslov%20og%20tilskud/Tilskud/Tips.aspx
Denne side indgår i publikationen "Uddannelse for bæredygtig udvikling" som hele publikationen © Undervisningsministeriet 2009
|